I o-sportens barndom var der ikke noget med at få udleveret kortet med påtrykte poster. Det varede faktisk adskillige år inden det blev en realitet, og manden der banede vejen for dette, var Kai Ø. Laursen, Aalborg OK. Han fortæller:

- Man skulle selv købe kortet hos boghandleren, efter de angivelser, arrangøren havde givet vedr. Geodætisk Instituts kort nr. og målestoksforholdet, der kunne være 1:100.000 eller 1:25.000. Der var tale om små kort i ca. A5-størrelse, som derefter blev limet på en plade - mange brugte papstykker eller cigarkasselåg. Masonitplader var også almindelige. Disse plader var et godt underlag, når man skulle indprikke posterne undervejs.

- Løberen indprikkede posterne ved hjælp af en nål, som man anbragte i kanten af pladen eller på ens tøj. Når posten var indprikket, tegnede man med blyant en cirkel udenom nålehullet.
I mange år fik man ved start kun opgivet en tekstdefinition på post 1.
Et eksempel: Post 1: 250 m i retning 27 grader fra vej-T, som ligger 400 m syd for ø i Plantørbolig. Ja, det skulle man kunne forstå! Fandt man ikke post 1, hvor der også var definition til post 2, ja så kunne man ikke komme videre på banen.
Senere blev posten indtegnet på et mønsterkort, og over en årrække udviklede det sig, så man først fik flere poster, og til sidst samtlige poster på samme mønsterkort. Tiden man brugte til indprikning indgik i løbstiden. Det blev nemmere endnu, da arrangøren begyndte at tegne posterne ind på kortet, dvs. man fik udleveret et kort i startøjeblikket med alle posterne.

Men det krævede et stort kontrolarbejde for klubberne at indtegne posterne, og efter at have været ved 5 Dagars i Sverige, kom Kai Ø. Laursen hjem, optændt af et ønske om at udvikle en dansk banepåtrykningsmaskine.
- Svenskerne havde udviklet en såkaldt "mulle", men man forlangte op imod 8000 kr. for maskinen, og det syntes jeg var alt for dyrt. Jeg besluttede derfor at udvikle min egen model, som endte med "kun" at koste mellem 1000 og 1500 kr.

Rygtet om hvad der foregik i Aalborg, spredtes snart. Der kom henvendelser fra andre klubber, og så gik det stærkt med salget, ca. 150 er vel blevet solgt til danske og udenlandske klubber. Jeg fik også en henvendelse fra det norske forbund, der ville købe 100 maskiner, men jeg sagde nej tak; jeg ville hellere hjælpe danske klubber med at få billige maskiner.
Mest stolt er jeg af at have leveret en maskine til Australien. Den blev brugt til at trykke stafet-banerne til verdensmesterskabet i 1985. Dorthe Hansen havde den med i flyet derover!

Der sker hele tiden udvikling, også med banepåtrykning. I dag hvor kortene ligger i computer, bliver de fleste baner påtrykt ved hjælp af plottere. Plotterne giver nogle flotte ensartede og meget præcise banepåtryk. Især til stafetter hvor der skal trykkes få kort af hver bane, er det en stor fordel. Det kræver en god computer og plotter, og så man kan bruge isenkrammet. Ellers er man prisgivet.
I tilfælde hvor der skal trykkes mange kort af samme bane, vil den gamle banepåtrykker stadig være dobbelt så hurtig, mener Kai Laursen. Alternativet er bogtrykkere som altid har lavet et flot arbejde, men i den dyreste ende.