Fortællingen i orienteringssporten har altid været grøn; vi har ingen strømslugende og vedligeholdelseskrævende faciliteter, vi holder af naturen, og derfor passer vi på den, og vi er veluddannede og bevidste borgere, der tager ansvar for det fælles bedste i samfundet. Den fortælling holder stadig, og sammenligner vi orienteringsløb med fx forskellige halsportsgrene, er vi grønnere. Men er vi grønne nok? Bliver vores nære tilknytning til naturen en løvfældende sovepude, hvor vi mener, at vi ikke behøver at tage hensyn til klimaet?

Måske. Uanset, er viden om vores aftryk, måling af status quo og visioner om at gøre det endnu bedre, den rigtige vej at gå, hvis vi som sport vil tage ansvar. Præmissen er at vi KAN gøre en forskel. Vi er en lille sport, med et begrænset aftryk, men det er ikke en undskyldning for ikke at bidrage til den grønne omstilling så godt vi kan, og være ambitiøse med vores indsats som grønt forbund.

Hvad er bæredygtighed i sport?

Mange steder defineres bæredygtighed som en opfyldelse af nuværende generationers behov, uden at kompromittere fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov, og det princip, kan vi også tage udgangspunkt i, i Dansk Orientering.

I en orienteringsløbs-sammenhæng, handler det om, at der stadig i fremtiden skal findes naturområder vi kan løbe i. Derfor kunne en definition af bæredygtighed i Dansk Orienterings-Forbund se således ud:

Bæredygtighed i Dansk Orienterings-Forbund, er forståelsen af at vi som orienteringssport tager ansvar for, at vi, med vores nuværende aktiviteter og ressourceforbrug i kontekst af sporten, bidrager til en fremtid, hvor det fortsat er muligt at løbe orienteringsløb i den danske natur.

Ud fra den, meget brede, definition, er det i vores alles interesse at begrænse sportens udledninger af drivhusgasser, forbrug af ressourcer og påvirkning af vores naturlige miljøer på en negativ måde. Vi kan selvfølgelig ikke gøre det hele selv, men vi kan gøre vores.

Du kan læse mere om bæredygtighed i sport i denne artikel 'Hvilket aftryk ønsker vi at efterlade på jorden, som forbund, klub og udøver? Som sport skal vi turde at gøre en forskel, uanset hvor lille den er' på Orientering Online, hvor ovenstående, er et uddrag fra.

Bæredygtige stævner

Vi skal alle tage et ansvar i den grønne omstilling og løsningen af klimakrisen, også i dansk orientering. Du får derfor her en lille liste til inspiration til næste gang, du som arrangør, vil tage ansvar.

Tjekliste til mere bæredygtige stævner

Transport

  • Opfordrer I til brug af offentlig transport eller samkørsel?
  • Belønner I samkørsel, f.eks. med p-pladser nærmest stævnepladsen?

Affald

  • Giver I mulighed for affaldssortering og genanvendelse af affald?
  • Er affaldssorteringen nem, tilgængelig og gennemskuelig?

Materialer

  • Printes kort på FSC-certificeret papir?
  • Genbruger I materialer såsom skilte, afmærkning og plastlommer?

Forplejning

  • Opfordrer I til at bruge egne kopper/væskebeholdere frem for engangsplastikkrus?
  • Er der kødfri alternativer i kiosken?
  • Donerer I overskudsmad?

Energi

  • Bruger I batterier frem for generatorer som energikilder?
  • Bruger I solcelledrevne skærme til digital resultatformidling?

Gode eksempler til inspiration:

  • Ved påskeløbene 2022 havde Silkeborg OK skrevet i instruktionen, at biler med flere end 3 personer fik parkering tættere på stævnepladsen
  • Amager OK koordinerer samkørsel i biler til udenbys stævner på baggrund af tilkendegivelser ved tilmelding i o-service
  • Ved DM Sprintstafet 2022 solgte Odense OK vegetariske sandwiches i kiosken. Der var stor efterspørgsel efter disse, som endte med at blive udsolgt
  • Til DM Hold 2022 har OK Syd fået produceret genanvendelige, foldbare drikkekopper, som løberne får udleveret inden start. Disse erstatter engangsplastikkrus ved væskedepoterne.

Læs om bæredygtige stævner i DIF's publikation 'Bæredygtige Events' (.pdf).

 

 

DOF på Facebook

Sponsorer

Trimtex
Løberen
   Silva

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF
OCAD