Syskredsens Æresplatte er skænket af Sydkredsen i 1985.
Platten uddeles hvert år ved Sydkredsens repræsentantskabsmøde til en eller flere personer, som yder, eller har ydet en bemærkelsesværdig indsats til fordel for orienteringssporten. Tildelingsproceduren er så vidt vides ikke nedfældet, men følger statutten for ovenstående fad. Det vil sige at de tre seneste modtagere af fadet stikker hovederne sammen og indstiller årets modtager af hæderen.
2020
Sydkredsens Æresplatte 2020 til Kate Nielsen, OK SNAB
Jeg har fået hjælp fra gode Snab-folk til at få et overblik over Kates meritter, - men Kate har været i Snab og i Sydkredens bestyrelse så længe, at hverken mine kilder eller jeg selv er helt sikre på vores hukommelse. Vi mener at Kate måske startede sin o-løbs karriere i Odense. Hun kom herefter til Esbjerg og i 1988 til Snab.
I Snab blev hun ret hurtig involveret i bestyrelsesarbejde og allerede fra 1989 var hun formand for arrangementsudvalget, senere har hun været formand for træningsudvalget og har også varetaget jobbet som kasserer indtil 2009, hvor hun startede i kredsarbejdet som sekretær. Vi er ikke sikre på hvornår hun blev formand for Kredsudvalget, men det var sandsynligvis i 2010 (JA). Og hun er heldigvis stadig formand.
Kate har en særlig forkærlighed for voksentræning og var en af de store drivkræfter, da Snab i 2002 gik med i DOF’s stort anlagte VKU-projekt. Kate fungerede både som assisterende projektleder og træner. Projektet var vendepunktet for Snab og satte gang i fornyet fremgang efter nogle år med stilstand/tilbagegang.
Kate har mange gange været leder af voksentræning og Find vej dag, og hun bidrager gerne når Snab er stævnearrangør hvor Kate især har varetaget jobbet som stævneleder og stævnekontrollant rigtig mange gange.
Men hun har også vundet medaljer, blandt andet i 2010 Sølv i D50 til DM sprint i Nyborg, i 2012 bronze i D40 i stafet og i 2015 sølv DM nat.
Det hører med i billedet, at hun utrætteligt og på en meget fin måde har ledet Sydkredsen selv om hendes opfordringer til hjælp med bemanding både af kredsbestyrelsen og til tillidshverv i DOF til tider er mødt med en lidt trykkende tavshed til klubledermøderne. Det hører også med i billedet, at Kate formår at kombinere orienteringsportens lidt nørdede krav til koncentration, fysik, overblik i pressede situationer og lyst til friluftsliv med en kunstners kreativitet og håndelag.
Så alt i alt: De 3 foregående års modtagere af æresplatten, Flemming Jørgensen OK Snab, K. K. Terkelsen OK Gorm og Finn Hove OK Syd er enige om, at Kate er en meget værdig modtager af Sydkredsens æresplatte.
2019
Han kom med et frisk syn på klubstruktur og samarbejder og på vurderingen af, hvor det gav merværdi at bruge kræfter i orienteringsidrætten.
Han medvirkede ved sammenlægningen af SOK, AAIG og OK Syd til OK Syd for at samle begrænsede kræfter i 3 klubbers bestyrelser til én mere slagkraftig bestyrelse.

Tanken var at frigive kræfter til opgaver af mere udadrettet og udviklende karakter.
Han er i dag meget aktiv i forbindelse med rekruttering af nye medlemmer og meget aktiv i ”Find i vej” projekter og i skoleorientering, hvor han tegner skolekort og underviser lærere og elever i både Aabenraa og Sønderborg kommuner samt arrangerer skoleorienteringsløb.
Nu hvor Skolernes Find vej dag er afløst af Skole-OL Orienteringsløb er han også gået aktivt ind i dette nye samarbejde.
Sidst men ikke mindst skaffer han sponsorer og har gode kontakter til pressen skolerne og de 2 kommuner.
Årets modtager er lidt af et geni, når det gælder hjemmesider, og han har i mange år været kredsens webmaster, - og fortsætter med denne opgave.
Han har opbygget kredsens hjemmeside hele to gange. Først da kredsen havde egen side, og siden hen, da DOF fik ny hjemmeside og stillede krav om, at kredsenes sider blev en integreret del af DOF’s hjemmeside.
Han har fra 2015 til 2019 været repræsentant for Sydkredsen i DOF’s ”kommunikations område”. Her har han deltaget i bl.a. opbygning af DOF’s nye hjemmeside.
2018
Årets modtager burde nok have fået æresplatten for længe siden. Han har været yderst aktiv på mange fronter gennem mange år, både i DOF og i egen klub.
Som træningsudvalgsformand i DOF indførte han i begyndelsen af halvfemserne en professionel tilgang til styringen af DOF's elitevirksomhed og fik på den baggrund etableret grundpillerne til det samarbejde med Team Danmark, som vi kender i dag. Dette med en struktureret og ambitiøs arbejdsindsats, som han også lykkedes at få andre engageret i. Senere blev han ansat som breddekonsulent og sportschef. Men han er stadig aktiv i DOF, idet han senest er gået ind i rollen som områdeformand for skoleudvalget.
Mindst lige så imponerende er hans bedrifter på hjemmebanen i klubben. Her har han en stor del af æren for at klubben råder over et af landets bedste klubhuse. Han har både bygget og skaffet penge. Nu er han formand for klubhusudvalget, men også for kommunikations- og eliteudvalget og medlem af bestyrelsen. Han var for nogle år siden initiativtager til opstarten af Team Vejle Orientering, som den dag i dag lever i bedste velgående, og hvor han selvfølgelig også stadig bidrager på flere måder.
Senest har han været initiativtager til en række skoleprojekter i Vejle Kommune.
Ikke nok med at alt det ovenfor nævnte - nej, nu er han også gået ind i stævneledelsen for det kommende verdensmesterskab i Trekantområdet. Det var godt, for her er der virkelig brug for hans energi og store erfaring.
Modtageren evner i den grad at sætte sig mål, gå efter dem og at nå dem. Han er altid velforberedt på trods af travlhed. En meget ambitiøs ildsjæl, der ikke giver op, men som også evner at gå dialogens vej. Han kan tage æren for mange af de landvindinger klubben, regionen og forbundet har opnået.
Årets modtager er Karl Kristian Terkelsen, OK Gorm.
2017
Modtageren af Sydkredsens Æresplatte 2017 er et godt forbillede for mange og man kan kendetegne ham med ordene: dygtig, grundig og ydmyg. En meget behagelig person at arbejde sammen med. Samtidig er han meget engageret i sporten og er bestemt en virkelig god ambassadør for vores sport.
Han har en lang elitebaggrund, hvor han altid har været med helt fremme, og som han på fornem vis har bragt elementer fra ind i det arbejde, han yder i dag.
Et arbejde der dækker over stor aktivitet til både store og små arrangementer. Blandt andet over banelægning og kontrollant, til både DM´er og VM´er, som han favner med stor dygtighed og meget grundighed. Succesfuldt ungdomsarbejde i klubregi og ungdomsarbejde i kredsregi som organisator med stort engagement og forhåndsarbejde især i forbindelse med U1-sommerlejre de sidste mange år. Samtidig er han også en af trænerne i TVO (Team Vejle Orientering).
Ikke mindst er han formand i sin klub, og gør også her et stort arbejde.
Han har altid holdt på, at rigtig o-løb er lange o-baner i skoven, men efter flere års skepsis, til dels, også taget sprintorientering til sig.
Kendt af mange som Langdistancernes Konge, Flemming Jørgensen
2016
"Modtageren af Sydkredsens Æresplatte i 2016 har igennem mange år været dybt engageret i orienteringssporten. Hun har ydet en stor indsats på mange områder til sportens fremme.
Hun har en lang elitebaggrund, som hun på fornem vis har bragt elementer fra ind i det arbejde, hun yder i dag. Et arbejde der dækker over korttegning, banelægning og ungdomsarbejde. I sit arbejde har hun evnet at undersøge og omfavne nye strømninger inden for sporten.
Som person er hun afbalanceret, positiv og engageret. Hendes entusiasme for sporten i alle dens former er smittende, og hun er dermed en rigtig god ambassadør for sporten.
Det er derfor en glæde at kunne give Æresplatten videre til Marianne Lynge Krogh fra Kolding OK. "
2015
Modtageren af Sydkredsens Æresplatte i 2015 har siden 1973 været en meget aktiv person inden for orienteringssporten. Han har på en lang række områder ydet og yder fortsat en stor indsats til sportens fremme.
Han har tegnet kort siden 1975 og har siden 1991 fungeret som kortkonsulent for forbundet, han har været klubformand og har været banelægger og stævneleder ved adskillige af sin klubs arrangementer. Ligeledes har andre klubber nydt godt af hans hjælp som kontrollant ved mange store og små arrangementer.
Som person er han ligefrem, humoristisk og afbalanceret. En engageret person, som det er rart at arbejde sammen med og være sammen med i forskellige sammenhænge.
Det er derfor en glæde at kunne give æresplatten videre til Bent Petersen fra AAIG
2014
Modtageren af æresplatten i 2014, har i rigtig mange år været en aktiv spiller inden for orienteringssporten. Især inden for området korttegning har han gjort en stor indsats, han startede som korttegner i starten af 70- erne i HTF og har siden ikke set sig tilbage hvad dette angår.
Han har rekognosceret og rentegnet rigtig mange kort af en god kvalitet i vores område, senest på Fanø i forbindelse med DM-ultralang i 2013, hvor han også var banelægger, som også er en af hans spidskompetencer. Han har i mange år været kortkonsulent i Sydkredsen.
Han er et behageligt og imødekommende person, som er nemt at samarbejde med..
Det er mig derfor en stor glæde, at kunne sende æresplatten videre til Hans Jochumsen fra Esbjerg Orienteringsklub.
2013
Årets modtager af ”æresplatten” er Klaus Staugaard. Klaus løb sit første åbne løb i 1972. I 1977 var han på ungdomslandsholdet, som den første fra sin klub. Klaus har to DM guldmedaljer og 7 gange bronze.
I 1981 blev han ungdomstræner i klubben og i 1983 overtog han næstformandsposten samtidig med han var ungdomstræner. Fra 1984 og frem til 1990 var Klaus formand for Kolding Orienteringsklub og i 2002 blev han årets KOK`er. Omstændighederne har gjort, at han de senere år har måttet drosle ned med at løbe.
Klaus har i mange år været et stort aktiv inden for udarbejdelse af orienteringskort, han har rekognosceret mere end 50 kort og rentegnet mere end 20 også for naboklubberne HTF og SNAB. Har flere gange været brugt som banelægger og banekontrol i det sydjyske område. Han har i mange år været et rigtig godt aktiv for Kolding Orienteringsklub.
I forbindelse med sin klubs 40 års jubilæum, har Klaus lavet et kæmpe arbejde, hvor han har været manden bag et rigtig flot jubilæums skrift, som aldrig er set magen til. Derudover har han lavet et historisk skrift om Vejen O-Klub.
Klaus er en yderst behagelig person at omgås og som trods af sin sygdom altid ser positiv på tingenes tilstand.
Hjertelig tillykke med ”æresplatten” Klaus, den er vel fortjent.
2020: Kate Nielsen, OK Snab 2019. Finn Hove, OK Syd 2018: Karl Kristian Terkelsen, OK Gorm. 2017: Flemming Jørgensen, OK Snab 2016: Marianne Lynge Krogh, Kolding OK 2015: Bent Petersen, AaIG 2014 Hans Jochumsen, Esbjerg OK 2013 Klaus Staugaard, Kolding OK 2012 Birger Jønsson, Sønderborg OK 2011 Jørn Andersen, HTF 2010 Per Eg, Kolding OK 2009 Grethe Buch, OK Gorm 2008 Henrik Nygaard Jensen, OK Snab 2007 Lars Grevang, Esbjerg OK 2006 Annette Sperling, Kolding OK 2005 Mogens Nielsen, OK West 2004 Mona Rasmussen, OK HTF 2003 Peer Kristensen, Kolding OK
|
2002 Steffen Alm, OK HTF 2001 Hans Frederiksen, IF Skrydstrup 2000 Ole Tornbo, OK SNAB 1999 Hans Nielsen, Hviding IF 1998 Eva & Michael Christensen, OK HTF 1997 Ellen & Paul Staugaard, Kolding OK 1996 Mogens Thomsen, AaIG 1995 Ingerlise Andersen, OK HTF 1994 Niels Møller Petersen, FROS 1993 Christen "Krøller" Laursen, Kolding OK 1992 Kim Rud, Kolding OK 1991 Poul Larsen/Louis Sørensen, OK Esbjerg 1990 Per Allan Pedersen, FROS 1989 Asta Pedersen/Jens Sørensen, OK West 1988 Birte Kjems/Knud Lindstrøm, Ribe OK 1987 Asta Terkelsen, OK Gorm 1986 Andreas Konring, OK Esbjerg 1985 N.P. Pedersen, Kolding OK |