Der er næppe mange o-løbere, som synes foråret 2020 har været særligt spændende. Trods cornacupper og andre gode initiativer, har vi savnet at komme til konkurrencer. De første løb er så småt begyndt at dukke op, men der er stadig lang tid til de større konkurrencer. Særligt for vores nuværende og kommende landsholdsløbere har situationen været svær. De er vant til en struktureret tilværelse, hvor træningen er afpasset mod næste store mål. Men pludselig er der ingen internationale konkurrencer før i 2021.

Selvfølgelig arbejder landsholdstrænerne med løberne om det og om et par uger kan landsholdsgruppen atter samles, men ud over det, arbejdes i takt med samfundets genåbning fra flere sider for at give vores bedste løbere nogle træningssituationer, som kan sammenlignes med en konkurrencesituation. I forrige weekend var et antal løbere inviteret til en forrygende stafettrænings-konkurrence i Tisvilde Hegn og i den kommende weekend er landets bedste løbere i ungdoms- og seniorklasserne invitereret til to konkurrencelignende træninger i Gribskovs nordlige del.

Det er medlemmer fra FIF Hillerød Orientering, som står i spidsen for arrangementet i Gribskov, som bruger de baner, der skulle have været anvendt ved testløb i starten af juni måned. Omkring 60 løbere stiller til start i klasserne H/D 13-14 op til og med H/D 21. Størstedelen af de danske deltagere ved junior-VM i 2019, samt VM-løberne fra 2019 Miri Thrane Ødum og Cecilie Klysner er at finde i startfeltet. Amanda Falck Weber er ligeledes tilbage efter skader og så er der fint besøg af den femdobbelte VM-medaljevinder, Lucas Basset fra Frankrig.

Deltagerantallet er begrænset på grund af corona-restriktioner og af samme grund kan der ikke laves en egentlig stævneplads, ligesom deltagerne holdes adskilte i mindre grupper, så alle retningslinjer overholdes: En gruppe for deltager op til 16 år, en anden for de ældre og atter en for chauffører. Der etableres transmission på Youtube af klasserne H/D 17-20 og H/D 21. Desværre var internetforbindelsen i skoven ikke tilstrækkelig til livesending lørdag. Vi har forsøgt med livesending i dag, søndag, men forbindelsen var desværre heller ikke god nok. De bedste løbere følges med GPS-tracking, der vil blive suppleret med radiotider og video fra målområdet. Vi håber også at kunne få interviews med nogle af løberne om såvel det aktuelle løb som deres oplevelse af situationen.

Sendingen fra lørdagens langdistance er nu synlig her. Vi skal beklage, at vi havde problemer med lyden fra omkring 2 minutter inde i transmissionen og indtil omkring minuttal 21:40. Så hvis du vil have lyd på, anbefaler vi at springe den del af transmissionen over. Vi beklager også over for vores interview-personer, at vi ikke fik lyden til at virke i vores interviews, men i hvert fald kan man se, at de intervievede var glade for at være med ved løbet.

Sendingen fra søndagens mellemdistance kan ses her.

Link til live resultater og tracking kan du finde på https://www.facebook.com/events/702171177246669/?active_tab=discussion

Det er relativt nyt at have videoer på Youtube fra o-løb i Danmark. Fra sidste weekends stafet i Tisvilde Hegn kan I følge streamingen fra "damestafetten" her og "herrestafetten" her. Ambitionen er at opbygge erfaring, således at vi når internetforbindelsen er til det kan etablere live streaming fra konkurrencer i efteråret, hvor vi i skrivende stund ikke forventer at kunne etablere normale stævnepladser med normal speakning. Vi håber således at kunne bruge erfaringerne fra denne weekend til at etablere live streaming fra de to DM-arrangementer sidst i august måned.

 

Coverfoto: Kell Sønnichsen

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF