Tema Kort

Coronapandemien og restriktionerne spænder ben for mange af de aktiviteter, vi plejer at glæde os over. Men heldigvis bobler kreativiteten også løs rundt omkring i klubberne og der bliver taget initiativer, der kan fastholde glæden og interessen for vores idræt.

I Holstebro er Vestjysk Orienteringsklub – nærmest ved et tilfælde – begyndt at lave introduktionstimer til orientering over Teams.

- Det var egentlig fordi vi skulle til at bruge Usynlig-O (GPS-tjeneste, der gør det muligt at løbe baner uden at der er fysiske poster i skoven. Læs mere her). Så jeg oprettede en Facebookbegivenhed og inviterede til et videomøde. Men så kunne jeg fornemme, at deltagerne også havde brug for en mere generel introduktion til orienteringsløb og kortet, fortæller Ann-Vibeke Mose, der er formand i klubben og står bag videomøderne.

Første gang havde videomødet ni deltagere, der ikke var medlemmer af klubben – blandt dem flere familier. Og da hun oprettede endnu et videomøde med fokus på kortlæsning i sidste uge, kiggede omkring 25 forbi. Mødet tog udgangspunkt i det kort og de baner, der bruges i klubbens corona-sikre træninger i den følgende weekend, så deltagerne hurtigt kan komme ud og prøve deres nye færdigheder af.

- Det sværeste er at formulere sig uden at bruge fagsprog. Jeg kalder f.eks. kurverne for ”de brune linjer” for man kan hurtigt komme til at tale hen over hovedet på folk, hvis vi begynder at tale om f.eks. hjælpekurver, siger Ann-Vibeke Mose.

- I de her tider er der mange, der prøver kræfter med vores sport uden at vide hvordan kortet skal vendes. Ved det seneste videomøde var der én, der spurgte hvad det der ”W” betød på kortet. Det var to huller, der lå lige ved siden af hinanden, siger hun med et smil på læben.

Videomøderne holdes på Teams-platformen og linket deles via de Facebook-begivenheder klubben opretter. Det betyder, at møderne har haft deltagere fra det meste af landet, for der er også sjællandske klubber, der har delt begivenhederne.

Ved de to første videomøder har Ann-Vibeke haft mindst et andet medlem af klubben med til mødet. Det giver både lidt ”liv” til mødet, at der er dialog mellem de to. Og ved det seneste videomøde kunne klubkammeraten holde øje med, hvornår der kom nye deltagere til undervejs og give hende besked. Så opsummerede hun undervejs, hvad der var ved at blive gennemgået og huskede på reglerne om at slukke for mikrofonen.

En af de store opgaver er nu at få fastholdt interessen for orientering.

- Jeg beder dem om at følge vores Facebook-side, og fortæller også om Find vej i Danmark og at der jo også er andre klubber rundt om i landet, alt efter hvor de nu kommer fra. Og så beder jeg dem også om at skrive en bemærkning på de Facebook-begivenheder vi opretter til vores weekendtræninger. På den måde håber jeg kunne få fat i dem og tilbyde dem noget mere, for ellers er jeg bange for at de forsvinder igen, siger Ann-Vibeke.

Torsdag aften i denne uge sidder Ann-Vibeke klar ved skærmen igen. Denne gang er der fokus på vejvalg. Og indtil videre er det planen at fortsætte med videomøderne, så længe coronarestriktionerne spænder ben for de sædvanlige aktiviteter.

- Den store interesse for at lære er noget, der giver mig energi. Så længe der er interesse, så fortsætter jeg også, siger Ann Vibeke-Mose.

Vestjysk Orienteringsklub på Facebook

Link til torsdagens videomøde på Facebook

Vestjysk Orienteringsklubs hjemmeside

Tidligere har du her på DOF’s hjemmeside blandt andet kunne læse om:

Søllerød OK’s coronatilpassede Molboløb: 

Interview med Tim Falck Weber, der står bag CoronaCup i Nordsjælland 

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF