Og yderligere tre medaljer til Danmark - til Pernille Sommer, Michael Sørensen og Jørgen Jensen.

Opløb lav opløsning

World Masters Orienteering Championships (WMOC) i Ungarn var i dag nået til den første af tre finaler. Traditionen tro var det sprintdisciplinen, som blev flot afviklet i den smukke bymidte i Szekesféhervar - Ungarns 9. største by.

IMG 7859

 Thomas Greve Jensen passerer publikumsposten

 "Jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne bruge min forberedelse til så meget", fortalte den glade guldvinder efter løbet. "Arrangørerne havde fået åbnet en masse baggårde og de havde fået åbnet et antal passager gennem bygninger, så det pludselig blev et meget mere interessant sprintområde, end det gamle kort gav indtryk af". Det påvirkede dog ikke Thomas mere end han kunne erobre guldet med 12 sekunders margin ned til den tidligere litauiske landsholdsløber Svajunas Ambrazas. Med guldet forsvarer Thomas Tisvilde Hegn Oks fornemme medaljestatistik som en af de mest medaljevindende klubber i WMOC-historien.

IMG 7934

 To stolte sølvvindere

Dobbelt Sølv til OK Øst

I H 40 præsterede Michael Sørensen igen på højt internationalt niveau. Sprintbanelæggeren fra WMOC i 2018 startede ud som 5. sidste løber, men løb sig op til en fornem sølvmedalje i det hårde felt, hvor det norske sprintfænomen Øystein Kvaal Østerbø helt efter bogen erobrede guldet med lidt over et minut. Det er blot 6 år siden Øystein var med til at vinde sølv til Norge i begge stafetter ved senior-VM i Skotland. I sprintstafetten var de dog den gang et godt stykke efter de suveræne verdensmestre fra Danmark. Men at Michael henviste en anden gammel storløber, Michael Vinogradov, til bronzen, fortæller noget om præstationen. Mindst lige så glædeligt var det, at Michaels klubkammerat Pernille Sommer erobrede en noget overraskende sølvmedalje i D 40. "Jeg løber ikke så stærkt som de andre, men i dag må jeg have været bedre til at holde hovedet koldt", fortalte Pernille efter løbet.

IMG 7911

 

Jørgen Jensen forsvarede de danske farver i seniorklasserne

Danmark er ofte fornemt med i de ældste aldersklasser ved World Masters. I år måtte Jørgen Jensen fra HSOK repræsentere de mere rutinerede danskere som vinder af en flot bronzemedalje i H 80.

Stolpe ud for andre danske favoritter

Inden starten på dagens løb, lå flere andre danske løbere i gunstige positioner, men flere måtte sande, at sprint kan være drilsk - og særligt det moment, som består i at sikre sig, at man ikke overser poster, som let kan være svære at se i en bykerne med tæt bebyggelse og derfor mange mørke bygninger. Lene Jensen fra HSOK glæder sig sikkert over en flot 4. plads i D 65, men når nu bronzen kun var to sekunder væk, så vil det være menneskeligt at ærgre sig lidt. Klubkammeraten Rolf Lund i H 65 var blandt dem, som overså en post. Han opdagede det, men måtte se sig henvist til en 5. plads. Mads K. Larsen præsterede igen fornemt i H 40 og var blot 6 sekunder fra bronzen, som gik til den tidligere engelske landsholdsløber, Nick Barrable. Janne Brunstedt, OK Roskilde, måtte efter en flot kvalifikation i H 70 se sig henvist til 5. pladsen. Til gengæld kunne Anette Bonde fra Ballerup OK helt givet glæde sig over at have løbet sig op til en flot 5. plads i D 55.

Efter en flot start på WMOC, hvor deltagerne næsten kunne hygge sig på stævnepladsen som før pandemien, er der mandag hviledag før det meget afgørende kvalifikationsløb til Mellem og Lang distance afvikles i bakkerne nord for byen. Næste finale er mellemdistance på onsdag og så sluttes af med finale på lang distance fredag. Se alle resultater på IOF Eventor her.

 

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF