2021 KUM

Foto: KUM 2021's Facebookside

Omkring 120 ungdomsløbere var i weekenden samlet til årets udgave af KUM – Kreds Ungdoms Match, som Horsens OK arrangerede.

Klubben skulle allerede have arrangeret KUM i 2020, hvor matchen desværre måtte aflyses på grund coronapandemien.

Men i år kunne det heldigvis lade sig gøre og ligesom i de senere år samledes løberne allerede fredag aften på stævnecenteret, der lå på Horsens Byskole.

Det giver mulighed for at komme på plads i ro og mag, spise madpakker og informere – så der er bedre tid til alle KUM-aktiviteterne om lørdagen.

Sejr til Nordkredsen
Selve matchen blev løbet i Bjerre Skov lørdag formiddag, hvor Nordkredsen lykkedes med at snuppe sejren med Øst- og Sydkredsen på hhv. 2. og 3. pladsen.

Det var især i de yngste klasser, at Nordkredsen fik skrabet masser af point sammen – nordkredsløberne satte sig på de fire øverste plader i D12 og tre af top 4-placeringerne i H12.

Efter løbet var der plads til social aktivitet i kalenderen, hvor løberne blev delt ud på hold på tværs af alder og kredse og skulle løse en række opgaver på en guidet tur i appen Woop.

- Det fungerede rigtig godt til at skabe nye kontakter mellem både forskellige aldersgrupper og landsdele, fortæller den ene af KUM-stævnelederne, Runa Iversen.

Efter det var det tid til gallafest i flot pyntede lokaler på skolen.

- Der var sjove konkurrencer, hvor de ældste løbere skulle ud at spejle et æg – uden at bruge skolens faciliteter, spisning af Mariekiks og et labyrintløb i mørket. Og da vi kom til præmieoverrækkelsen, blev vinderne båret i guldstol op til præmieskamlen. Der var DJ og bar med alkoholfrie drinks, og en øl-stafet med øl uden alkohol. Alt i alt var det en rigtig festlig aften med en fantastisk stemning, fortæller Runa Iversen.

Stafetsejr til Øst
Som traditionen byder, var der stafet på programmet søndag, og den blev løbet som en byorienterings-stafet i terrænet omkring det tidligere Horsens Statsfængsel.

En anden tradition foreskriver at de ældste drengeløbere ”kupper” stafetten, og det skete også søndag formiddag, hvor de efter starten på første tur fingerede et fælles kæmpe-bom og ”begravede KUM” for øjnene af resten af deltagerne.

Stafetten blev genoptaget efter begravelsen og endte med sejr til et Østkreds-hold.

- Vi havde placeret stævnepladsen på et højt niveau i terrænet og sammen med et publikumsstræk lykkedes det at få skabt en meget intens og nærværende stafet, hvor det var let at følge løberne undervejs. Og jeg synes de ældste løbere var virkelig gode til at skabe en god stemning for de yngre løbere, slutter Runa Iversen.

Se resultater og stræktider på KUM 2021-hjemmesiden.

Se kort og tracking fra lørdagen her.

Se video fra KUM 2021 her

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF