Nyheder-alle

FIF’s Testløbsweekend flyttede søndag formiddag til St. Dyrehave, hvor der ventede en WRE-mellemdistance, der samtidig gav point til juniorernes rangliste Løberen League.

Det var dermed klassisk nordsjællandsk åben bøgeskov det meste af vejen rundt med et vejvalgsstræk rundt om et moseområde lidt mere end halvvejs på banerne, der gav de største udfordringer for senior- og juniorløberne.

I D21 havde OK Pan Aarhus’ norske landsholdsløber Andrine Benjaminsen ligesom på gårsdagens sprint et ekstra gear, og vandt med mere end et minut. Herefter fulgte Miri Thrane Ødum, OK Øst Birkerød, der igen havde en pæn margin til Agnes Kracht, Tisvilde Hegn OK og Annika Simonsen, FIF Hillerød, der løber deres henholdsvis andet og første år i seniorklassen.

- Det var rigtig godt i dag. Jeg kunne fokusere på orienteringen, planlægning og gennemførslen – og løbe med den indstilling og attitude, jeg gerne vil løbe orienteringsløb, fortalte Miri Thrane Ødum efter løbet.

Ligesom resten af feltet var hun glad for at der igen er konkurrencer på programmet og at de internationale mesterskaber, EM i Schweiz i maj og VM i Tjekkiet i juli ser ud til at blive til noget.

- Det er så fedt, at det kan lade sig gøre nu. Selv om vi har trænet rigtig godt alle sammen, er det svært at have en relevans i det man laver. Så det er fedt at mærke konkurrenceattituden igen, sagde Miri Thrane Ødum.

I H21 fik Jakob Edsen revanche efter lørdagens tredjeplads og var hurtigst rundt på de 7,3 kilometer, der skulle tilbagelægges i dag. Rasmus Møller Jess, OK Roskilde var også godt løbende og bare 12 sekunder efter Edsen, mens Björn Cederberg snuppede tredjepladsen.

I damejuniorklassen var det også gårdagens tredjeplads – Eva Örnhagen Jørgensen fra OK Snab, der løb hurtigst på dagens mellemdistance. Hun var 45 sekunder foran Søllerød OK’s Mathilde Smedegaard Madsen, der igen var et lille minut hurtigere end gårsdagens vinder på sprinten, Malin Agervig Kristiansson, OK Snab.

Hos herrerne er Søren Thrane Ødum, OK Øst Birkerød kommet flyvende i gang med Løberen League – og har maksimumpoint efter de to første afdelinger her i weekenden. I dag var der mere end to minutter ned til andenpladsen og Oscar David Broman Jensen, Allerød OK og Linus Agervig Kristiansson, OK Snab, der blev treer.

Du finder resultater og link til O-track på Testløbsweekendens hjemmeside.

Stillingen i Løberen League findes via DOF’s hjemmeside her

Se flere billeder fra i dag på DOF's Facebookside

Foto: Helge Lang Pedersen og Erling Thisted

Der blev løbet stærkt i martsregnen i det østlige Hillerød lørdag eftermiddag, hvor den danske orienteringselite var samlet til det første af to testløb i weekenden

Dagens sprint var både udtagelsesløb til EM i Schweiz i midten af maj og sparkede samtidig gang i juniorernes rangliste – Løberen League.

Og løberne blev allerede tidligt på banen kastet ud i tekniske vejvalgsdilemmaer mellem parkeringspladser og rækkehuse, der blev udslagsgivende for resultatlisten.

Hos herrerne blev den hurtigste tid faktisk løbet i juniorklassen, hvor Søren Thrane Ødum stadig har et år tilbage. OK Øst Birkerød-løberen kom bedst ud af det første vejvalgsstræk til post 3, og på O-track kan man se, hvordan han lykkes med at holde fast i føringen hele vejen til mål.

FIF Hillerøds Malthe Kjær Hemmingsen, der netop er rykket op i seniorklassen, var 22 sekunder langsommere end Søren – og det var lige nøjagtig nok til at snuppe sejren i hans nye aldersklasse.

Emil Øbro, Tisvilde Hegn OK og Jakob Edsen, Aarhus 1900 var henholdsvis ét og fem sekunder efter på de følgende pladser.

- I starten følte jeg at jeg var på bagkant og ikke kom ind i flydet. Men jeg lavede ikke som sådan nogle fejl og til sidst fik jeg også trykket på. Så det var et OK løb, fortalte Emil Øbro efter løbet.

Trods det kolde og våde vejr gemte der sig tydeligt et smil bag mundbindet, da han var på vej hjem fra løbet. Dagens løb og udsigten til flere reelle konkurrencer spiller en stor rolle for eliteløberne.

- Det er megafedt. Det er noget, jeg har glædet mig til i lang tid. At komme ud og få ordentligt setup er bare noget andet end træningskonkurrencer. Det er virkeligt fedt, sagde Emil Øbro.

I D21 var OK Pan Aarhus’ norske landsholdsløber Andrine Benjaminsen klart hurtigst med en tid på 14.58 minutter. OK Gorms Josefine Lind var hurtigste dansker på andenpladsen – godt et halvt minut langsommere, mens Tisvilde Hegn OK’s Elin Carlsson og OK Snabs Ida Agervig Kristiansson fulgte efter på de følgende pladser.

I juniorklasserne, hvor årets første Løberen League-point som nævnt var spil, blev det altså en klar sejr til Søren Thrane Ødum hos herrerne. FIF Hillerøds Jacob Steinthal var 50 sekunder efter på andenpladsen, mens Linus Agervig Kristiansson fra OK Snab tog sig af tredjepladsen.

I D20 var der blot tre sekunder mellem Malin Agervig Kristiansson, OK Snab og Hedvig Gydesen, OK Melfar på de første pladser. Eva Örnhagen Jørgensen, også Snab, løb med tredjepladsen.

Du kan finde resultater fra i dag på løbets hjemmeside - og vejvalg på O-track her.

Og du kan allerede finde pointfordelingen i Løberen League efter dagens første afdeling på DOF's ranglisteside.

I morgen formiddag fortsætter testløbsweekend et langt stenkast mod sydvest, hvor FIF byder på mellemdistance i St. Dyrehave.

Se billeder fra lørdagens løb i Facebook-albummet her:

Jakob Edsen på vej til sejren ved DM Sprint i Hillerød Øst i august.

Efter halvandet år uden internationale mesterskaber begynder det at dufte lidt af landsholdstøj og mesterskabsstemning igen, når eliten samles i Hillerød lørdag eftermiddag.

Sprintløbet i Hillerød Øst er nemlig det første af to testløb til det rene sprint-EM i Schweiz, der løbes fra 13.-16. maj.

Hillerød Øst lagde så sent som i august terræn til DM Sprint, og lørdagens konkurrence byder på fine revanchemuligheder.

Dengang snuppede Jakob Edsen, Aarhus 1900 Orientering sejren foran Emil Øbro, Tisvilde Hegn OK og Rasmus Møller Jess, OK Roskilde.

Og alle tre løbere er igen at finde på den ca. 20-mand store startliste, der tæller en lang række løbere fra landsholdsgrupperne.

I D21 stiller DM Sprint-sølvvinderen Ida Agervig Kristiansson, OK Snab til start, og det samme gør løbere som Josefine Lind, OK Gorm, FIF Hillerøds Annika Simonsen, Line Cederberg, THOK og norske Andrine Benjaminsen fra OK Pan Aarhus. De fire sidstnævnte lå alle inden for 20 sekunder i top fem ved sidste weekends sprint i Aarhus.

Cecilie Klysner, FIF Hillerød Orientering er på startlisten, men har valgt at spare sig for at give ro til en let skadet fod.

Lørdagens sprint følges op af en mellemdistance søndag i St. Dyrehave og de to konkurrencer udgør til sammen FIF’s Testløbsweekend, hvor begge løb er WRE-løb og dermed tæller til verdensranglisten.

Der er både junior- og seniorklasser lørdag og søndag, og for juniorerne er der en ekstra gulerod at løbe for:

På grund af aflysningen af Junior European Cup (JEC) i Belgien i begyndelsen af april har landsholdsledelsen besluttet at juniorløbere kan komme i betragtning til EM i Schweiz.

Læs mere her om de opdaterede udtagelseskriterier her:

Begge weekendens løb er samtidig startskuddet til Løberen League – juniorernes rangliste – der i år består af otte afdelinger

Løbene afvikles naturligvis efter forbundets tekniske retningslinjer under coronapandemien og følger myndighedernes krav om restriktioner og retningslinjer. Alle deltagere skal eksempelvis kunne fremvise en negativ coronatest, der er mindre end 72 timer gammel.

Du finder startlister og liveresultater via løbenes hjemmeside her. 

 

Pressemeddelelse

Cecilie Klysner og Jakob Edsen løb med den samlede sejr i Trimtex Senior Cup i 2019.

Allerede i den kommende weekend kan juniorerne samle de første point til årets Løberen League-rangliste ved FIF Testløbsweekenden i Hillerød.

Det står klart, nu hvor programmet for de to ranglister, Trimtex Senior Cup og Løberen League ligger fast.

Coronapandemien har medført en stribe aflysninger og omrokeringer, og derfor er ranglisteprogrammerne ikke lige så fyldige som de plejer at være. Trimtex Senior Cup tæller eksempelvis kun løb fra juli og frem for at give en så sammenhængende konkurrence som mulig.

Uanset ændringerne er forbundet glad for at vores gode samarbejdspartnere Trimtex og Løberen igen lægger navn til konkurrencerne og udlodder gavekort til både de enkelte afdelinger og den samlede konkurrence.

Trimtex Senior Cup 2021
1. - 30. juli, Danish Spring, Sprint - ?
2. – 31. juli, Danish Spring, Mellem – Gribskov
3. – 1. august, Danish Spring, Lang – Gribskov
4. – 28. august, DM Mellem, Mellem – Grejsdalen
5. – 19. september, DM Lang, Lang – Stråsø
6. – 23. oktober, WRE Sprint, Sprint – Trekantområdet

4 ud af 6 afdelinger er tællende til den samlede konkurrrence

Præmier: Gavekort til Trimtex’ webshop, der udsendes efter ranglisten er afsluttet.

Afdelinger:
1. plads: 450 kr.
2. plads: 250 kr.
3. plads: 100 kr.

Samlet:
1. plads: 1500 kr.
2. plads: 750 kr.
3. plads: 450 kr.

Løberen League 2021
1. – 27. marts, FIF Testløbsweekend, Hillerød Ø
2. – 28. marts, FIF Testløbsweekend, St. Dyrehave
3. – 5. Juni, DM Sprint, DTU
4. – 11. juni, FIF Sommerweekend, Ullerød
5. – 12. juni, FIF Sommerweekend, Gribskov
6. – 13. juni, FIF Sommerweekend, Gribskov
7. – 28. august, DM Mellem, Mellem, Grejsdalen
8. – 19. september, DM Lang, Stråsø

6 ud af 8 afdelinger er tællende til den samlede konkurrrence

Præmier: Gavekort til Løberen

Afdelinger:
1. plads: 400 kr.
2. plads: 200 kr.
3. plads: 100 kr.

Samlet:
1. plads: 1000 kr.
2. plads: 750 kr.
3. plads: 350 kr.

Der arbejdes i øjeblikket på at få en 2021-rangliste for MTBO Cuppen på plads. Så snart den ligger fast, vil det også blive meldt ud her på hjemmesiden.

Ranglisteoversigten på DOF’s hjemmeside vil blive opdateret med de tællende afdelinger og pointoversigt i den nærmeste fremtid. 

Det var en flok negative MTBO ryttere som i forrige weekend mødte ind til den anden landsholdssamling i 2021. Negative på den gode måde, selvfølgelig… I dagene op til landsholdssamlingen, som var henlagt til Nordsjælland med base i OK ØST’s klubhus i Birkerød, havde alle deltagerne på landstrænerens opfordring været igennem både en PCR test og igen umiddelbart inden ankomst til samlingen en hurtig-test som for alles vedkommende resulterede i de ønskede negative Corona-test resultater.

Foto: En gruppe af MTBO landsholdsrytterne ved Lille Tilde på den københavnske vestegn.

Og der var så sandelig begejstring blandt rytterne for igen at være samlet på almindelig vis. Der har jo gennem hele det seneste år været meget langt mellem snapsene, selvom holdet med landstræneren i spidsen har gjort hvad de kan for at holde moralen og motivationen oppe igennem denne svære tid. På nuværende tidspunkt på året plejer holdet ellers at have været afsted på en uges syd-samling for at få sat kilometer på kontoen under varmere himmelstrøg. Sidste års tur sydpå blev en anelse amputeret da den på grund af sandstorm ganske uventet strandede i Barcelona, hvor der i al hast blev flikket et alternativt træningsprogram sammen. Landsholdsrytterne havde derfor igen i år håbet ekstra meget på at det kunne blive til et gensyn med stigningerne på Gran Canaria, men af helt åbenlyse årsager røg det programpunkt ud af terminslisten for 2021. Men i løbet af samlingen, som blev afholdt i lidt tungt dansk vintervejr med diverse indslag af regn og mudder, blev der kun snakket ganske lidt om at de alle egentlig skulle have været i sydens sol og sommer på Gran Canaria. Med orienteringstræning i fokus fik holdet gennemført fire træningspas - alle med kort på styret. Med udgangspunkt i den Sjællandske MTBO Corona Cup havde landstræneren trommet sammen til 4 gode træninger. Lørdagen bød på en klassisk MTBO bane i Stenholt Vang efterfulgt af en etape i Rude Skov hvor der blev fokuseret på oversættelse af terræn til kort. Her blev rytterne i hold af 3 kørt ud til et ukendt startsted hvorefter de på samme tid skulle vende kortet, finde deres position og derefter køre 3 poster for fuld damp. Søndag morgen var holdet en tur i Grib Skov hvor der igen var fokus på korthuske-momenter. Efter frokost og oprydning kørte de alle til den københavnske vestegn for at køre en langdistance. Et par enkelte valgte at give den fuld gas hele vejen rundt, mens flertallet tog turen som en group ride i de sene eftermiddagstimer. Ind i mellem var der også tid til tørtræning med fokus på hurtig identifikation af de bedste vejvalg på udleverede kortudsnit med relevans for det kommende VM i Finland og en god hockey dyst i hallen, hvor Team Jylland vandt.

Så alt i alt en godt afviklet træningslejr med god stemning, en følelse af at sæsonen er lige om hjørnet og et stort håb om at årets internationale mesterskaber bliver afviklet som planlagt. VM i Finland er på nuværende tidspunkt bare 3 måneder væk… 

Afslutningsvis beretter landstræneren at der med opbakning fra rytterne nu er indlagt en ekstra træningssamling om en uge i og omkring henholdsvis Silkeborg og Fjerritslev. Derefter kan landsholdsrytterne nu sammen med resten af det danske MTBO miljø se frem til årets første stævne-weekend med danske konkurrencer i weekenden 9-11 april i det nordsjællandske.  Dette bliver forventeligt efterfulgt af deltagelse i den danske MTBO Camp hen over månedsskiftet april-maj. Årets udgave af MTBO Camp’en bliver afholdt i Thy under lidt reducerede former da der fortsat skal tages højde for de gældende Corona-restriktioner. Der er i øvrigt åbnet for tilmelding hertil for ca. 24 timer siden og halvdelen af de for nuværende 150 åbne startpladser er allerede booket, så hvis man gerne vil med, skal man nok ikke vente alt for længe med at få ordnet sin tilmelding…

På samlingen deltog:

Seniorer

  • Cæcilie Rueløkke Christoffersen (OK ØST Birkerød)
  • Camilla Søgaard (Horsens OK)
  • Nikoline Holm Splittorff (FIF Hillerød)
  • Birka Øhlenschlæger Nielsen (Silkeborg OK)
  • Oliver Friis (Horsens OK)
  • Thomas Steinthal (FIF Hillerød)

Juniorer

  • Mikkel Brunstedt Nørgaard (OK ØST Birkerød)
  • Morten Örnhagen Jørgensen (OK Snab)
  • Gertrud Riis Madsen (Rold Skov OK)

Landstræner Allan Jensen (Silkeborg OK)

Afbud fra

  • Annika Henriksen (Svendborg OK)
  • Christine Reibert Hansen (Allerød OK)
  • Noah Tristan Hoffmann (Mariager Fjord OK)

Underkategorier

Husk at referater fra forskellige møder (Kredsudvalg, Klubledermøder, Børn og Unge) ligger på hjemmesiden.

De ligger under Nordkredsens dokumenter. Her ligger også andre gode informationer.

Sponsorer

Trimtex
Løberen

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF