Skip to main content

EM: Dansk 6.plads - sejre til Finland og Schweiz

| Administrator | Nyheder 2016

Den afsluttende stafet ved EM i Tjekkiet bød på tætte afgørelser

De danske kvinder løb en sjetteplads hjem på den afsluttende stafet ved VM i Tjekkiet, der bød på masser af spænding på den afsluttende tredjetur. Her spurtbesejrede Finland til sidst Sverige, mens Rusland fik bronze.

På førsteturen lagde Signe Klinting ud med et stabilt løb uden nævneværdige fejl og sendte Ida Bobach afsted ca. to minutter efter den førende trio med de to russiske hold og Schweiz.

Den tidsforskel holdt Ida nogenlunde på andenturen, så Maja Alm blev sendt ud med et gab på ca. 2,5 minut til den førende russer. Og så begyndte den nervøse afslutning på stafetten.

Halvvejs gennem tredjeturen tog både Ruslands Natalia Vinogradova og den dobbelte europamester Tove Alexandersson fra Sverige helt skæve vejvalg på langstrækket, og lukkede på den måde forfølgerne ind i medaljekampen.

Det betød, at en hurtigt løbende Maja Alm lige pludselig var med i førergruppen, hvor schweiziske Judith Wyder også havde fået lukket hullet. Men på en teknisk svær skrænt bommede Maja og Judith Wyder, og overlod dermed medaljekampen til Finland, Sverige og Rusland.

Sverige og Finland kom sammen ind i opløbet, og her var veteranen Merja Rantanen helt overlegen - og spurtede forbi unge Tove Alexandersson, der måske havde EM-guldløbet fra fredagens mellemdistance siddende i benene.

Maja Alm løb i mål som nummer ni i konkurrencen, og figurerer som en sjetteplads i EM-sammenhæng, når landenes næstbedste hold pilles ud.

- Jeg er meget stolt over at løberne formåede at komme rundt, alle omstændigheder taget i betragtning. Vi havde inden det her et håb om at være blandt de seks bedste - måske en medalje. Og at vi formår det, beviser bare at vi har nogle stærke piger, der står sammen om en svær opgave, siger landstræneren, der henviser til den hændelse under EM, der er beskrevet på DOFs hjemmeside.

I herreklassen var forventningerne til Danmark i forvejen skruet ned, da både Thor Nørskov og Søren Bobach ikke stillede til start på grund af sygdom og skade. Andreas Boesen og Tue Lassen var omkring fire minutter langsommere end teten på hver deres tur, mens Magnus Dewett tabte mere tid og løb Danmark ind til en 19. plads.

I medaljekampen blev andenturen blev afgørende for to af favoritholdene, da Daniel Hubmann bommede 2,5 minut på en post og reelt løb Schweiz 1 ud af medaljerne. Nærmest samtidig missede Oscar Sjöberg en post for Sverige 1, der så blev diskvalificeret.

Men det blev alligevel til guld for Hubmann-familen, da lillebror Martin løb en suveræn afslutning for Schweiz 2, og satte både Norge og Tjekkiet på plads på den sidste halvdel af tredjeturen. Tjekkerne, der jo er på hjemmebane under EM, var en del af teten under hele stafetten, og på de sidste meter var Norges Magne Dæhli stærkest i spurten og tog sølvmedaljerne lige for næsen af Wojtech Kral.

Kvinder: 4,9 - 5,2 kilometer - 19-20 poster
1. Finland 1 1.42.57 minutter (Sari Anttonen, Marika Teini, Merja Rantanen)
2. Sverige 1 1.43.01 min.(Lina Strand, Emma Johansson, Tove Alexandersson)
3. Rusland 1 1.43.12 min. (Anastasiia Rudnaia, Natalia Vinogradova, Svetlana Mironova)
6. Danmark 1 1.49.31 min. (Signe Klinting, Ida Bobach, Maja Alm)
(Renset for landenes næstbedste hold)

Mænd: 6,0 - 6,3 kilometer - 21-22 poster
1. Schweiz 2 1.46.07 minutter (Florian Howald, Baptiste Rollier, Martin Hubmann)
2. Norge 1 1.46.15 min. (Carl G. Kaas, Eskil Kinneberg, Magne Dæhli)
3. Tjekkiet 1 1.46.20 min. (Jan Petrzela, Jan Sedivy, Wojtech Kral)
19. Danmark 1 2.08.38 min. (Andreas Boesen, Tue Lassen, Magnus Dewett)
(Renset for landenes næstbedste hold)

http://www.eoc2016.cz