VM: Det sagde verdensmestrene efter sprintstafet

Landsholdet havde ikke en optimal optakt til sprintstafetten, men lykkedes alligevel med at forsvare VM-guldet.

Sådan oplevede landsholdet sprintstafetten i Strömstad søndag eftermiddag, hvor det blev til endnu en VM-guldmedalje.

Landstræner Lars Lindstrøm:
Efter at Emma stoppede på landsholdet overvejede vi vores forventninger til VM. I løbet af foråret blev det klarlagt, at vi gik efter en medalje. Og hvis alt spillede, så var der en chance for, at det blev en lille, gylden fætter. Optakten i går var ikke optimal. Cecilie fik det skidt efter kvalifikationen, havde hovedpine og var snottet - og har ikke sovet godt i to dage. Så hendes præstation var ekstra stor i dag!

Cecilie Klysner:
Jeg vidste, at hvis jeg løb godt var der chance for medaje. I går efter kvalifikationen var jeg meget træt, og havde en dårlig finale. Men her til morgen var det bedre, og jeg var helt klar i løbet af dagen. Det var ikke mit job at vinde stafetten, men bare jeg kunne hænge på var det godt.

Tue Lassen:
Finalen i går var et stort mål, så jeg var meget skuffet og langt nede. I dag løb jeg for holdet - og det hjalp meget for motivationen. Jeg løb meget bag Gustav Bergman og lod ham styre, indtil jeg synes, at han tog et dårligt vejvalg. Da jeg så fandt mig i front var jeg bange for, at jeg havde misset en post og tjekkede kortet igen og igen. Det var en god bane, og jeg nød det.

Søren Bobach:
Jeg havde fuld fokus på sprintstafetten, så jeg løb ikke i går. Jeg kan godt lide stafetten; man løber for holdet. Dette var min store chance for at få en guldmedalje. Sidste sløjfe løb jeg ret defensivt og lod Jonas Leandersson klare vejvalget. Jeg forsøgte ikke at være smart, men blot at Maja fik et godt udgangspunkt. Og jeg er meget glad for at se, at både Tue og Cecilie kunne komme igen efter deres skuffelse i går.

Maja Alm:
Følte en del pres før løbet. Og jeg var ret nervøs, da jeg gik ud, for jeg havde ikke forventet at de andre havde løbet så godt, at jeg kom ud i front. I går var en god dag for mig, men skidt for Tue og Cecilie, så vi havde en god snak i morges, hvor vi fik gjort os helt klar. Det var klart en stor holdindsats.
Det er altid hårdt at være den, der bliver jagtet (af Judith Wyder, red.). Men jeg løb mit eget løb, og jeg var fuldt koncentreret hele vejen og vidste, at løbet ikke var slut, før målstregen var krydset.