Skip to main content

Årets sidste DM-weekend venter i Nordsjælland

| Administrator | Nyheder 2016

DM Stafet og DM Lang løbes i Gribskov og Harager Hegn lørdag og søndag

Blot en uge efter DM på mellemdistancen i Mols Bjerge er det tid til at løbe om danmarksmesterskaber igen. Lørdag og søndag byder på henholdsvis DM Stafet og DM Lang, der begge løbes i Gribskov Nord og Harager Hegn i Nordsjælland.

I D21 kan stafetguldet meget vel ende i FIF Hillerød ligesom i fjor, hvor det blev til en overlegen sejr på otte minutter i St. Hjøllund. Det identiske hold med Nicoline Klysner, Signe Klinting og Cecilie Klysner kan endda bryste sig af to nyligt vundne VM-medaljer i Sverige.
Også Farum OK og Faaborg OK stiller med hold, der bør kunne blande sig i medaljerne.

I herreklassen er der ligeledes gode chancer for en gentagelse af 2015-udgaven af DM Stafet, som OK Pan Århus vandt. Også her er der genvalg på alle tre stafetture til Rasmus Djurhuus, Jonas Munthe og Søren Bobach, hvor sidstnævnte understregede sin form med sejr i weekendens mellemdistance. Men de er næppe helt så store favoritter, som FIF er hos kvinderne.

OK Øst fik sølv sidste år og har Michael Sørensen, Marius Thrane Ødum og Thor Nørskov på holdet, og FIFs bronzevindere fra i fjor stiller med Jeppe Ruud, Rune Nygaard Monrad og Søren Schwartz. Også Tisvilde Hegn OK er nok værd at holde øje med lørdag eftermiddag.

Selv om datoen skifter ved midnat lørdag, er stævnepladsen til søndagens langdistance den samme. Og så venter der ellers knap 19 kilometer i H21, mens damerne skal ud på 12,5 kilometer.

Hos mændene ser en håndfuld ud til at kunne blande sig i kampen om medaljerne. Efter sidste weekends mellemdistance vil Tue Lassen helt sikkert forsøge at få revanche for det ene sekund, som verdensmesterkollegaen Søren Bobach snuppede DM-guldet med. Men de to gulddrenge kan ikke vide sig alt for sikre på at dele guld og sølv i mellem sig igen.

Thor Nørskov var bare 14 sekunder fra Søren Bobachs guld i Mols Bjerge og ser ud til at være tæt på topformen efter en ufrivillig pause. Også Søren Schwarz viste i weekenden, at han er godt løbende og satte sig på fjerdepladsen - og så er der næppe nogen, der tør afskrive Rasmus Djurhuus på en langdistance i Nordsjælland. Han blev i øvrigt nummer fem i lørdags.

Startlisten i D21 er uden to prominente navne: Maja Alm, der uden tvivl er Danmarks (og nok også Verdens) hurtigste kvinde i skoven lige nu, stiller ikke til start. Og det gør VM-sølvvinderen Ida Bobach heller ikke.

Det giver til gengæld gode muligheder for at DM-guldet ender i hænderne på FIF Hillerød. Hjemmebaneklubbens Signe Klinting og Cecilie Klysner ligner gode bud, mens Emma Klingenberg ved DM Mellem viste, at hun holder formen godt ved lige efter stoppet på landsholdet i foråret. Her vandt Faaborg-løberen bronze, lige efter Cecilie Klysner.

De første stafetklasser løber i skoven ved 12- tiden lørdag, mens der er første start kl. 10 på langdistancen dagen efter.

http://dmstafetlang16.dk