Skip to main content

Fantastisk triumf for pigerne fra OK Pan Århus

| Administrator | Nyheder 2014

Historisk og suveræn sejr i Tiomila

Ikke bare skrev pigerne fra OK Pan Århus historie ved som det første danske hold nogensinde at vinde den svenske storstafet Tiomila. De gjorde det også så suverænt, at man kun kan være imponeret.

Miri Thrane Ødum leverede en fuldt godkendt indsats på første tur, men var på første radio nede som nr. 70. Hun løb sig dog op gennem rækkerne og skiftede som nr. 43, 4:15 efter de førende.

Så tog EM-heltene over og de skuffede ikke. Ita Klingenberg leverede en forrygende andentur, hvor hun løb holdet op til ottendepladsen, lidt over to minutter efter.

Ida Bobach løb derefter holdet op til førergruppen og efter Maja Alm blev sendt ud, så holdet sig ikke tilbage. Maja rykkede hurtigt fra den øvrige førergruppe og sendte Signe Søes ud på sidste tur med mere end 4 minutters forspring.

Og Signe skuffede ikke. I starten rykkede hun yderligere fra, men derefter holdt hun forspringet og var i mål 4:06 foran toerne, Gøteborg Majorna, der havde schweiziske Judith Wyder på sidste tur. En andenplads, der blev vundet efter en hård duel med læremesteren, Simone Niggli, der på sidste tur løb OK Tisaren fra 7. til 3. pladsen.

Men det er altså OK Pan Århus' triumf, som er den altoverskyggende. Holdet er nu vinder af både Jukola 2013, Smålandskavlen 2013 og nu altså Tiomila - og vel og mærke med et rent dansk hold. det er bare at kippe med flaget for endnu en storslået dansk triumf.

Lad os også nyde stævnespeakernes resume ved stævnets afslutning: søndag morgen. "OK Pan Århus vandt den første danske sejr i Tiomila nogensinde. Det var ren opvisning af verdensstjernerne Maja Alm og Signe Søes."

Og så er det dejligt at se, at også DR har fundet plads til nyheden på sin hjemmeside. Se artiklen via linket nedenfor, hvor Maja Alm til det svenske nyhedsbureau TT udtaler "Min taktik var at løbe ekstremt sikkert for virkelig at fange alle poster. Det virkede åbenbart, men jeg blev meget overrasket, da jeg hørte på opløbsstrækningen, at mit forspring var på fire minutter".

CopenhagenO blev nr. 43, 30:59 efter vinderne. På holdet løb Cecilie Friberg Klysner, Lea Reime, Line Søderlund, Nikoline Tillingsøe og Nicoline Friberg Klysner.

OK Pan Århus andethold med Stine Bagger Hagner, Josefine Lind, Signe Klinting, Mette Hjerrild og Ane Linde, endte som nr. 47, 33:25 efter.

Du finder Tiomilas hjemmeside på www.10mila.se.

http://www.dr.dk/Sporten/Oevrig_sport/2014/05/03/0503203137.htm