Skip to main content

Låge nr 8: Tømmermandsløb 1. januar

| Administrator | Nyheder 2014

Traditionen trobyder vi dig velkommen til åbning af sæson-2015 i Rold Skov. Det er Nytårsløb nummer 17 i perlerækken af anderledes og sjove orienteringsoplevelser 1. nytårsdag i Rold Skov.
 
Vi har gennem årene budt på mange forskellige kort af ældre dato, men i år byder vi på en nyskabelse og præsenterer endnu et splinternyt kort over Rold Skov.
Vi har nemlig fået lov til både at tegne kort og løbe i den allernordligste del af Rold Skov - Teglgården. Et område der byder på mageløse udsigter, kuperet højskov, juletræskulturer, marker, enge og lavtliggende moseområder, hvor mosekonen har sat sit nytårsbryg over. Oven i alle disse herligheder kommer et stille og flot nytårsvej med blå himmel og en bleg vintersol. Sådan har vi "bestilt" det.
 
Stævnepladsen bliver ved "Teglgården", som hedder sådan fordi man i fordums tider brændte tegl i området. Bl.a. teglsten til at bygge borgen Egholm, som lå nede i engene ved Lindenborg Å. Borgen var en berygtet røverrede som Dronning Margrete den 1 (1353-1412) ryddede ved en snedig list. Borgen blev nedrevet, og teglstenene blev anvendt til at opføre Helligåndsklosteret i Aalborg.
I dag er der anderledes fredeligt i området, der aldrig tidligere har været tegnet som et rigtigt o-kort, og midt i det hele ligger Teglgården, der er en veldrevet landbrugsejendom med tilliggende skovarealer og marker. Vi har fået lov til at lægge stævnepladsen her - stort set midt på gårdspladsen!!!
 
På gensyn
 
 
 Indsendt af Helge Søgaard / Rold Skov OK