Skip to main content

DM sæsonen 2012 skydes i gang

| Administrator | Nyheder 2012

Med DR på pletten lørdag og tracking søndag

I den kommende weekend søger o-eliten atter til Sjælland – denne gang for at deltage i hele to danske mesterskaber – det længste og det korteste.

Lørdag afholdes de danske mesterskaber i sprint med udgangspunkt fra Helsingør Ski- og Orienteringsklubs klubgård beliggende ved Helsingørhallen. Med vindertider på 12-15 minutter bliver det en intens affære for de knap 500 deltagere. Dermed sættes endnu en gang deltagerrekord for DM i sprint. Løbet er anden afdeling i både seniorranglisten, TRIMTEX Cup og juniorranglisten, Løberen League. Tue Lassen, Faaborg OK, og Ida Bobach, Silkeborg OK, der begge fører ranglisten efter første afdeling ved Danish Spring, har også gode kort på hånden, men specielt i herreklassen lægges op til en spændende og åben duel, hvor såvel Søren og Christian Bobach, Silkeborg OK, Claus Hallingdal Bloch, OK Pan Århus som Rune Olsen, Tisvilde Hegn OK er andre gode bud på et mesterskab. Første start er kl. 13.00 og allerede en god halv time senere ventes dameklassen at være afgjort. Lige før kl. 14.00 vil herresenior ligeledes være afgjort. I herrejunior ventes et åbent opgør mellem blandt andet Marius Thrane Ødum og Thor Nørskov, OK Øst Birkerød, og Jakob Ekhard Edsen, Århus 1900, og Mikkel Sørensen, OK Melfar. Damejunior er i søstrene Klingebergs (Ita og Emma) fravær et åbent opgør mellem Miri Thrane Ødum, OK Øst, Cecilie og Nikoline Klysner, FIF Hillerød og Stine Bagger Hagner fra Silkeborg OK.

Søndag står Farum OK med den anden yderlighed - DM på Ultralang distance i klassiske Jægerspris Nordskov, der tidligere har lagt jord til både World Cup og adskillige danske mesterskaber. Skoven, der er kendt for sine tusindårige egetræer, står mere indbydende end nogensinde og venter på de knap 500 deltagere, der også er tilmeldt her. Favoritterne er de samme som på sprinten, dog ventes en mere tydelig duel i herresenior mellem Tue Lassen og Rune Olsen. DM Ultralang er også en afdeling i Løberen League for juniorerne. Første start søndag er kl. 10.00 og hvis vejrudsigtens vindretning holder skulle målpladsen ligge godt i læ af det tidligere savværk i skovens vestlige udkant. Derudover er der mulighed for indendørs ophold i de gamle savværksbygninger, så deltagere, der kan huske det seneste danske mesterskab på Sjælland, DM Mellem i august 2011, behøver ikke skæve nervøst til vejrudsigten, selvom det fine forårsvejr fra den seneste tid afløses af noget lavere temperaturer – særligt natten til søndag, hvor Kong frost tager et sidste livtag med foråret. For de, der ikke har følt sig fristet af de lange distancer, er der søndag mulighed for på dagen at købe en åben bane.

Ved begge weekendens danske mesterskaber tages den nyeste kommunikationsteknologi i anvendelse. Som det fremgår af anden nyhed, stiller DR op ved DM Sprint med nyt udstyr og producerer en TV-udsendelse til internettet, som kan følges via web-adressen nedenfor. Om søndagen kommer landsholdets nye trackingudstyr i anvendelse, når 20 udvalgte seniorløberes vejvalg bliver vist live på storskærm i den gamle savværkshal i målområdet. Endelig er der ved begge arrangementer korte afstande fra parkering til stævneplads og videre til start.

http://www.dif.dk/NYHEDER/nyheder/2012/03/20120301_dr.aspx