Skip to main content

Forrygende fjerdeplads til Maja Alm i Silva League

| Administrator | Nyheder 2012

Og flot 8. plads til Claus Bloch

Ved eftermiddagens Silva League viste Orientering sig atter som den fantastiske publikumssport, det er. Med live speakerlyd, tracking og live resultater kunne man hjemme ved computeren følge den spændende sprintkonkurrence.

Vi kunne se Maja Alm, der i Danmark repræsenterer OK HTF Haderslev, starte lidt usikkert og være helt nede som nr. 18 på første radio efter de første poster i et lille skovområde. Men så var der et langt stykke med løb på vej og sti og Maja løb sig flot op. Undervejs mødte Maja den senere vinder, svenske Tove Alexandersson, i direkte modløb. Tove startede et minut efter Maja og Maja vidste dér, at Tove havde løbet hurtigere, men blev ikke slået ud af stilen. Dette selvom hun ved publikumspassagen var hele 39 sekunder langsommere end Tove, der således var bare 21 sekunder bag Maja på det tidspunkt.

Lige efter publikumspassagen standsede Majas GPS-spor og blodet frøs til is i net-tilskuernes årer. Var skaden brudt op igen? Nej, et lille minut senere var der atter forbindelse til satellitten og man kunne se Maja sikkert spidde de næste poster i et nyt drilsk skovområde og tage offensive vejvalg på de sidste stræk før hun spurtede ind til en 4. plads, blot 2 sekunder fra 3. pladsen.

Tove Alexandersson tog et for langt udenomsvejvalg sidst på banen og tabte tid, men vandt dog den endelige sejr. Men nu blot 22 sekunder foran Maja, der var to sekunder hurtigere end Tove fra første radio til mål. Selvom Maja stadig skal passe på ikke at overbelaste sin fod, er dette et rigtigt glædeligt tegn på, at Maja vil være en af de løbere, man skal holde øje med ved EM, der begynder i Falun i Sverige om halvanden uge.

I herreklassen fik Claus Bloch, OK Pan Århus, mulighed for at rykke op i hoveklassen og han kvitterede med et forrygende løb, der indbragte en 8. plads foran så prominente navne som den tidligere sprintstjerne Emil Wingstedt og den tidligere verdensmester Andrei Khramov. Dermed fik Claus effektivt visket den skuffende 9. plads fra DM Sprint væk og har atter meldt sig ind i kampen som international sprintløber på højeste niveau. Christian Christensen, OK Pan Århus, lå til en 16. plads ved formeldingen, men er ifølge de foreløbige resultatlister diskvalificeret. Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK, leverede en godkendt præstation og sluttede omkring 20. pladsen. Klassen blev vundet af den engelske landsholdsløber Scott Fraser.

Tracking og foreløbige resultater kan ses på arrangørernes hjemmeside. Følg linket nedenfor og vælg menupunkt "Live".

Resultater

W 21 Elite
1.\tTove Alexandersson, Stora Tuna Orienteringsklubb, 13:23
2.\tLina Strand, Göteborg-Majorna OK, 13:29
3.\tRahel Friederich, Leksands Orienteringsklubb, 13:43
4.\tMaja Alm, OK Pan Århus (OK HTF Haderslev i Danmark) 13:45

M 21 Elite
1.\tScott Fraser, Södertälje-Nykvarn Orienteringsförening, 12:55
2.\tJonas Leandersson, Södertälje-Nykvarn Orienteringsförening 13:02
Jerker Lysell, Rehns Bandyklubb, 13:02
8. Claus Bloch, OK Pan Århus

http://silvaleague.lok.se/