Skip to main content

De danske kvinder nr 4 til EM-stafet

| Administrator | Nyheder 2012

En absolut godkendt indsats i et tæt opgør

Det lykkedes ikke de danske kvinder at få en medalje med hjem fra EM-stafetten, men dels fik de den bedste internationale placering i de senere år som nr 4 – og kom på podiet for 4. gang i træk, men de prægede i den grad også konkurrencen fra start til slut. Emma Klingenberg, Faaborg OK, løb 1.tur og var med helt fremme hele vejen – og trods et noget spektakulært og utilsigtet vejvalg til publikumsposten, der kostede mindst 15 sek, lykkedes det Emma at komme i mål som nr 1.

Ida Bobach, Silkeborg OK, løb et tilsyneladende meget stabilt løb, men havde i starten måske lidt dårlige vejvalg. Hun holdt dog kontakten til de andre 4 hold i teten, med undtagelse af Schweiz, der noget overraskende havde sat Simone Niggli på 2. turen. Hun lavede et stort hul (trods et af hendes sjældne bom) og kom i mål 1½ min før Finland og Rusland og ca 2 min foran Sverige og Danmark, hvor Ida måske ikke virkede helt frisk?

Damernes afgørelse

Disse 5 hold skulle så afgøre det, og det spændende (som dansker) var naturligvis om Maja Alm, OK HTF, kunne vise samme afslutningsevner som i går til sprinten. En anden spændende ting var naturligvis om den unge Judith Wyder, Schweiz, kunne stå for presset og holde skrappe forfølgere som Minna Kauppi, Finland, og Tatiana Ryabkina, Rusland, bag sig. Og den tredje spændende ting var så om svenske Tove Alexandersson og Maja Alm kunne lukke hullet til de foranliggende. Det blev rigtigt spændende; Judith Wyder holdt kun til post 4, hvor hun simpelthen bommede flere minutter, og blev overhalet af alle 4. Det viste sig, at Finland og Rusland havde næsten samme gaflinger og næsten løb parløb, men det samme gjorde sig gældende for Sverige og Danmark. Så nr 1 og 2 var sammen ca 1 min foran nr 3 og 4!!
Finland og Rusland holdt sammen, men Maja lod sig desværre trække med til Sveriges gafling og blev – ifølge gps-trackingen lidt usikker og mistede næsten 2½ min til Sverige! Så nu var det spændende hvem af EMs 2 store kvindelige profiler og dobbelte medaljetagere Minna Kauppi og Tatiana Ryabkina der ville vinde spurten. Mange ville nok have satset på Minna Kauppis fantastiske evne til at ”æde sig selv”, men Ryabkina rykkede kort før sidsteposten som Kauppi i øvrigt fumlede lidt med, så fortjent russisk sejr foran Finland. En flot bronzemedalje til et svensk hold uden Helena Jansson – og en næsten ligeså flot 4. plads til det unge danske hold, som af alle omtales som et man vil høre meget mere til i fremtiden.

Herrestafetten

Før damerne havde herrerne afviklet deres stafet, som blev afsluttet med et spurtopgør – og som i øvrigt havde været et meget tæt opgør hele vejen. Det var måske ikke så overraskende at Schweiz vandt – og måske heller ikke at Sverige blev nr 2 – men at det var de 2 nationers 2.hold der skulle afgøre det i en spurt lå ikke i kortene!!

På 1.turen var der 15 hold inden for et minut – og 4 nationer havde både 1. og 2.holdet med, men desværre lå Danmark 1 lige en smule efter som nr 17. Ifølge resultatlisten løb Christian Christensen, som først på den sidste del faldt et minut tilbage.

På 2.turen var der stadig 12 hold indenfor 1 minut – og stadig med 4 nationers 1. og 2. hold. Danmark var nu på 18.pladsen, men Rasmus Thrane Hansen var desværre faldet noget tilbage og 4,20 efter teten. I teten kom det store drama til sidst, da Daniel Hubmann fra det schweiziske 1.hold, så vidt vides, ødelagde sin achilles-sene i selve opløbet og således også satte voldsomt til på det allersidste.

På 3.turen var der først 10 hold samlet ved de første TV-poster, som blev til 6, hvor bl.a. Sverige 1 faldt af og så faldt de 1 efter 1, til kun de 2 unge 2.holdsløbere Matthias Kyburz, Schweiz, og Anders Holmberg, Sverige, skulle afgøre det i en spurt, hvor schweizeren var en anelse hurtigere. Frankrig blev meget flot nr 3 (uden Thierry Gueorgiou) og en måske lidt slidt Olav Lundanes måtte slippe på det allersidste.
Danmark 1 sluttede som en noget skuffende nr 19 8,37 efter og Danmark 2 blev nr 24 14,20 efter.

En kort afsluttende kommentar til hele EM

For Danmark leverede kvinderne (som sædvanlig) varen. 1 medalje og 2 podieplaceringer er meget mere end godkendt, og både Maja og Emma viste rigtigt gode takter. Ida Bobach var ikke helt på toppen, men problemet er jo også næsten, at man er blevet så forvænt med absolutte top-placeringer fra hendes side, at de gode resultater hun jo lavede, blegner lidt! Signe Klinting ydede gode stabile præstationer – så alt i alt er kvindernes præstationer mere end godkendt, trods skadesplaget optakt og nogen sygdom.
De danske herrer kan ikke være tilfredse! Ingen top 20 placeringer (ud over stafetten!) og generelt for mange fejl og tidstab kan naturligvis undskyldes/forklares med den sygdom der helt klart har præget hele holdet, men bort set fra Rasmus Thrane Hansens sprint-kvalifikation er der ikke meget at skrive hjem om!

EM havde de helt store profiler i Simone Niggli med 3 individuelle guldmedaljer, den ene mere suveræn end den anden, og Olav Lundanes med 2 individuelle guld, som også var meget overbevisende, og så var der flere gengangere blandt medaljetagerne. Mange af de ”sædvanlige” topnavne lider tilsyneladende af større eller mindre skader, og det er vel egentlig karakteristisk at der er flere unge løbere på vej – ikke mindst på det svenske og danske hold – som måske vil tage mere og mere over.

EM var et fantastisk flot arrangement hvad stævneplads, gps-tracking, resultatformidling (også live) og ikke mindst TV-mæssigt, som de svenske arrangører kan være meget stolte af. Set fra sofaen og foran pc-en fik man alt hvad man havde brug for – og på stævnepladsen virkede det også som om kvaliteten var i højsædet. Og har man ikke fået nok, kan man gå ind på arrangørernes flotte og overskuelige hjemmeside, hvor alle resultater, gps-spor, analyser og kommentarer kan findes. Til lykke Sverige med både medaljer og hele arrangementet!

Billeder vil først komme senere!

http://www.eoc2012.se