Skip to main content

U16 til EYOC i Frankrig

| Administrator | Nyheder 2012

Stærkt U16 landshold til European Youth Orienteering Championships

Danmarks yngste landshold er ondag den 27. juni rejst til Frankrig, hvor de via København – Lyon sent onsdag ankom til stævnecenteret i Bugeat.
Holdet er
Piger
Amanda Falck Weber, Tisvilde Hegn OK
Astrid Maag, Søllerød OK
Josefine Lind, OK Gorm
Nikoline Tillingsøe, Tisvilde Hegn OK
Drenge
Emil Øbro, Tisvilde Hegn OK
Martin Illum, Søllerød OK
Mikkel Aaen, Farum OK
Thomas Knudsen, OK Melfar

Amanda Falck Weber vandt sølv på lang og Mikkel Aaen vandt sølv på sprint og guld på lang ved EYOC i 2011 og begge meldes klar til dysten i Frankrig. Amanda har haft et fint år med mange gode resultater, mens Mikkel har måttet kæmpe for at komme tilbage fra en skade, men nu er så godt løbende, at han løb en fin 5. tur ved Jukola stafetten midt i juni. Thomas Knudsen og Mikkel Aaen var tillige med på sidste års guld – stafet. Thomas løb en super hurtig sprint ved testløbene i år. Alle på holdet har i det hele taget præsteret flot i foråret 2012.

Stafetholdene er allerede sat: piger: Nikoline, Astrid og Amanda. Drenge: Thomas, Martin og Mikkel.

Der deltager landshold fra 30 nationer.

Programmet er

Torsdag den 28/6: Model event i Bugeat.
Fredag den 29/6 kl. 1130 sprint i Mey Mac
Lørdag den 30/6 kl. 0900 langdistance i Viam Lestard
Søndag den 1/7 kl. stafet i Lac de Vassivière, hjemkomst med fly til Kastrup kl. 2320.

100 løbere vil blive forsynet med GPS og konkurrencerne kan følges på http://live.eyoc2012.fr/.

U – 16 landsholdstræner Gry Johansen fortalte før holdets afrejse, at det danske hold om muligt er endnu stærkere end sidste år, hvorfor det ikke er utænkeligt, at de danske farver igen i år vil kunne ses på podiet.

Gry lagde stor vægt på, at selvom forhåbningerne er store, så er det DOFs egentlig mål for løberne ikke kun at høste medaljer men nok så meget at vinde erfaring i deltagelse i internationale mesterskaber. Selve afviklingen af internationale mesterskaber er på mange måder forskellig fra almindelige stævner. Ligeledes er det at optræde i landsholdsdragt for første gang et pres i sig selv. Og alle de øvrige nationers talentfulde løbere og officials kan også gøre det svært at koncentrere sig om sit eget løb og sin egen rytme.

U – 16 landsholdstræner Gry Johansen er ved dette mesterskab afløst af ingen ringere end Signe Søes, fordi turens stramme program ville være for anstrengende for landstrænerens 2 mdr. gl. datter. Signe Søes er som bekendt i lykkelige omstændigheder og derfor ikke selv deltager på landsholdsniveau for tiden. Holdets anden leder er Tore Linde.