Skip to main content

Marius Thrame Ødum 6 og Miri Thrane Ødum 11.

| Administrator | Nyheder 2012

Ingen stor dag for Danmark ved torsdagens finale på mellemdistancen.

Med junior landstræner Bjarne Hoffmans ord, så havde det danske hold haft mange skud i bøssen, men det blev desværre ikke til nogen fuldtræffere.

Bedst gik det Marius, der med sin 6 plads kom ind mindre end et minut langsommere end vinderen New Zealandske Matt Ogden. Marius bommede førsteposten, efter at have passeret den med bare 30 m og uden at se den i første omgang. Marius forcerede og førte da også en overgang, men måtte så betale prisen og faldt ned på 6 pladsen. I mål var Marius skuffet over udfaldet. Han havde bommet ca. 2½ minut.

I kvindeklassen gik det bedst for Marius lillesøster Miri, der trods sin unge alder løb sig til 11 bedste tid. Miri er som bekendt første års junior.

Størst skuffelse indkasserede vel nok Emma Klingenberg, der førte dameklassen til og med post 8, hvor hun faldt ned som 2, efter den senere vinder Tove Alexandersen. En placering Emma holdt indtil hun i et øjebliks koncentrationssvigt sprang det korte stræk til post 16 over og løb direkte fra post 15 til post 17 og sidsteposten. En fejl, som Emma først opdagede efter målslusen - ærgerligt.

Men der var også lyspunkter. Cecilie Friberg Klysner, der som nr. 21 i sit kvalifikationsheat lige netop ikke kom i A finalen, viste fine takter ved at vinde B finalen med intet mindre en 1.10 til nr. 2. Cecilie fortalte på stævnepladsen, at hun havde holdt sig stramt til sin plan. Hun løb intet stræk, uden at det var planlagt for inden. Hun forcerede på intet tidspunkt men startede forsigtigt og øgede så stille og roligt hastigheden. Cecilie førte fra post 4 og i mål. Sådan skal det gøres.

New Zealandske Matt Ogden vandt som nævnte guld hos herrerne. Det er intet mindre end den først JWOC medalje til kiwilandet nogensinde, et resultat der affødte dagens største bifald.

Resultater og ikke mindst de super spændende baner kan ses på JWOC hjemmeside via linket i højre side.