Skip to main content

God dansk start på WOC i Lausanne

| Administrator | Nyheder 2012

4 ud af 5 danskere i eftermiddagens finaler

Det blev en god dansk start på 1. dagen af WOC i Lausanne. Begge damer Maja Alm, OK HTF og Signe Klinting, Fif Hillerød OK gik sikkert videre, og Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK ydede en overbevisende præstation ved at blive nr 2 i sit heat. Søren Bobach, Silkeborg OK, kvalificerede sig nr 14 i sit heat, hvorimod Christian Bobach, Silkeborg OK, var lige 15 sek for langsom i sit heat, hvor han blev nr 19. De 15 bedste tider fra hvert heat går videre.

Damernes kvalifikation
Signe Klinting var først startende på banen, og hun kunne efterfølgende fortælle, at det havde været en meget let bane, dvs uden ”fælder” eller de store udfordringer, og hun havde løbet ganske rent, men var usikker på om tiden ville holde. Det gjorde den så rigeligt, da hun blev nr 9 i tiden 15,20, 1,23 efter heatvinderen Helena Jansson – og næsten ½ min på den rigtige side af ”cuttet”. Signe var glad og glæder sig til at ”fyre den af” i finalen.

Maja Alm kvalificerede sig også sikkert som nr 8 i sit heat i tiden 14,15, 43 sek efter heatvinderen Annika Billstam. Maja havde løbet meget sikkert og kontrolleret og har ifølge assistenttræner Torbjørn Gasbjerg meget mere at give af i finalen, hvor hun er blandt forhåndsfavoritterne. I kvalifikationen drejer det sig primært om at komme videre, og vi er mange hernede der er rigtigt spændte på at se om Maja kan tage endnu en medalje i sin favoritdisciplin.

I øvrigt klarede alle større navne sig videre, og med 2 svenske heatvindere og alle 3 schweizere med Simone Niggli i spidsen i finalen, er der lagt op til en spændende eftermiddag, hvor Maja med en starttid i midten gerne skulle komme i mål som en foreløbig nr 1.

Herrernes kvalifikation

Formiddagens bedste danske præstation stod Rasmus Thrane Hansen for. Han havde længe bedste tid i et ellers stærkt heat med 13,24, og først den sidst startende franskmand Frederic Tranchand løb 2 sekunder hurtigere. Rasmus sagde efterfølgende, at han havde løbet et fejlfrit løb på en rigtig løbebane – og på et tidspunkt havde han måttet indprente sig selv, at han godt kunne holde lidt igen. Men det havde været en fed fornemmelse at ”føle sig flyvende”, og han mener selv at han har mere at skyde med i finalen, hvor han jo starter blandt de sidste.

Søren Bobach starter til gengæld som en af de første, da han blev nr 14 i sit heat i tiden 14,21, næsten 1 minut efter heatvinderen Matthias Merz fra Schweiz. Søren har været skadet i længere tid, og hans deltagelse har hængt i en tynd tråd; han er derfor ikke i optimal form og har heller ikke trænet specifikt på sprintdistancen, men da han i hvert fald ikke skulle løbe langdistancen, kunne han ligeså godt prøve sig af på sprinten, og han var selv godt tilfreds med både løbet og kroppens reaktion herpå. Men man skal nok ikke forvente at se Søren blande sig i toppen, men man ved aldrig rigtigt med Søren!!!

Christian Bobach var utvivlsomt dagens mest skuffede dansker. Både over at han var 15 sek for langsom til at komme i A-finalen, og fordi banen var så lidt teknisk udfordrende. Han lavede såmænd ingen større fejl, men havde bare ikke det tempo der skulle til på en sådan løbebane. Han satser voldsomt på at få revanche på mandag, hvor mellemdistance kvalifikationen skal løbe af stablen, og her bliver der helt sikkert større tekniske udfordringer.

Ellers kom alle de store favoritter også videre hos herrerne, hvor ikke mindst de 3 schweizere og de 3 svenskere ser stærke ud, men hos herrerne var der dog flere ”store” nationer, der ikke fik alle deres løbere med. Således Finland, Frankrig og Norge, hvor sidstnævnte endog måtte sige farvel til 2 løbere, rutinerede Øystein Kvaal Østerbøe og Magne Dæhli, som man helt bestemt havde ventet mere af.

Eftermiddagens finaler

Kl 16,01 starter den første dame i finalen. Signe Klinting starter 16,19 og Maja Alm 16,24 – og sidst startende er svenske Annika Billstam kl 16,45 på den 3,0 km lange bane, der forventes at blive noget mere teknisk og fysisk udfordrende end kvalifikationen.
Kl 17,11 starter første herre, og Søren Bobach starter 17,15. Rasmus thrane Hansen er 4.sidst startende kl 17,52 og sidst startende er franske Frederic Tranchand. Herrernes bane er 4,2 km lang og med en forventet vindertid på 15 min.

Finalernekan følges på nedenstående link, hvor der både vil være gps-tracking og Internet TV

http://woc2012.ch/en/live-centre.html