Skip to main content

MTBO VM lang kvalifikation - 11 danskere i finalen

| Administrator | Nyheder 2012

VM's første dag fik 11 af 13 danskere i finalen på den lange distance ved VM i MTBO, som afvikles i Veszprem, Ungarn.

Veszprem er nok mest kendt for et frygtindgydende håndboldhold og så Balatonsøen blot 15 km mod syd.
Vejret minder ret meget om Italien, hvor der var VM sidste år, her er høj solskin og temperaturer på den offensive side at 30 grader, men alle danskere tacklede varmen fint i det forholdsvis åbne terræn i dag.

Målet var at få alle 13 danskere videre til finalen. Det lykkedes ikke, da både Andreas Bergmann og Malene Telyakevych missede cuttet. Bergmann med bare tre sekunder, men han kunne også se tilbage på et løb med lidt for store bom. Dyre lærepenge, men efterhånden er konkurrencen så hård at man også skal præstere for at komme i finalen, hvilket vi kun kan bifalde selvom det ramte hårdt i dag.

Hos juniorerne vandt vores forsvarende verdensmester, Andreas Proschowsky, sit heat og viste at han agter at kæmpe med om titlen igen i år. Vores tre unge debutanter Conor Klingenberg (nr. 22), Holger Refslund (nr. 27) og Rasmus Sørensen (nr. 27) kom også videre fra respektive heats. Naturligt nok var der debutantnerver og de meldte alle om tunge ben her i deres første VM løb. Men nu er de i gang og klar til finalen på lørdag.

Af andre fine kvalifikationsresultater blev Bjarke Refslund 3'er og Rasmus Søgaard 9'er i deres respektive heats, Rasmus i et særdeles stærkt heat med flere potentielle verdensmestre. Cæcille Christoffersen tog en stærk 5. plads i D-20, lige foran den 3-dobbelte rusiskke verdensmester fra i fjor Svetlana Poverina. Endelig kom både Nina Hoffmann (nr. 12) og Camilla Søgaard (nr. 13) sikkert videre i dame senior.

Ingen af de "store" ryttere dummede sig, så der er lagt op til en varm og spændende finale på lørdag. Inden da er der sprint tirsdag, som byder på et mix af skov og by, med forventelig flere postplaceringer udenfor stier og veje. Set med danske briller har vi ikke de største forhåbeninger til sprinten, men har man dagen kan man komme langt. Et forsigtigt tip her fra Ungarn er at Andreas Proschowsky kører fantastisk i morgen og kommer i top-6!

Resultater er online og der er livedækning under konkurrencerne.

http://www.mtbo.hu/mtbwoc2012.php/