Skip to main content

NORT 1 – sprintfinalen

| Administrator | Nyheder 2012

Stor dag for danskerne med Emma som nr 2 og Ida som nr 4

Det blev en glimrende dansk åbning på Nordic Orienteering Tour, da sprintfinalen blev afviklet på Holmenkollen. At alle de 3 danske damer, Maja Alm, Ida Bobach og Emma Klingenberg havde potentialet til at ligge med helt fremme var klart nok, men at de skulle sætte et så stort præg på konkurrencen var alligevel lidt uventet – men fantastisk dejligt!!

Simone Niggli, Schweiz, vandt konkurrencen temmelig klart med 20 sek, men først på banen var Ida Bobach helt oppe som nr 2 foran den norske hjemmebanefavorit Anne Margrethe Hausken. Emma Klingenberg var pænt med fremme, hvorimod Maja Alm allerede havde fået tabt næsten 1 minut på første TV-post. På næste TV-post var Emma rykket lidt længere frem og Ida var stadig med som nr 4. Men på sidste del af banen satte Emma turbo på, og på de sidste 3 minutter løb hun faktisk 15 sek hurtigere end Simone Niggli, og det lykkedes hende at få overhalet Anne Margrethe Hausken og opnå sit hidtidigt bedste seniorresultat ved at blive nr 2, kun 20 sek efter Simone. Ida bevarede sin 4.plads – og med 2 danske damer på podiet blev Danmark faktisk bedste nordiske nation, idet de ellers så sejrsvante svenske sprintdamer måtte tage til takke med 6., 7. og 8.pladsen. Maja blev en lidt skuffende nr 16 ca 1 min efter Emma.

Hos herrerne ydede Tue Lassen en meget fornem indsats, da han opnåede en 8.plads efter en også meget fin afslutning. Tue var ca 1 min efter vinderen norske Olav Lundanes, der vandt med 1 sek foran sprintverdensmesteren Matthias Kyburz – og disse 2 var mere end ½ min foran nr 3. Tue ser ikke ud til at have begået de helt store fejl, selv om trackingen viser et vist tidstab til post 5 – og han avancerer et par pladser på den sidste del af banen. Søren Bobach endte som nr 22 godt ½ min efter Tue.

I morgen er der så en forkortet mellemdistance – også omkring Holmenkollen, og starttiderne er baseret på dagens sprintfinaler, så hos damerne starter Ida 4.sidst (kl 13,36,15) og Emma som den næstsidste (kl 13,39,15). Inge Knudsen starter 12,28,45, Stine Bagger Hagner 12,42,15 og Maja Alm 13,18,15.

Hos herrerne starter Tue så som den 8.sidste kl 12,38,30, og de andre danske herrer: Rune Olsen 11,31,00, Christian Bobach 11,34,00, Andreas Boesen 11,35,30, Rasmus Thrane Hansen 11,55,00 og Søren Bobach 12,17,30.

Der vil igen være mulighed for at følge konkurrencerne med live-resultater og gps-tracking via nedenstående link og igen vil jeg ikke have mulighed for at skrive før relativt sent.

http://www.nordictour.org/live