Skip to main content

Trimtex MTBO cup 2012 er kørt færdigt

| Administrator | Nyheder 2012

Samlet sejr til Andreas Bergmann og Nina Hoffmann

Weekendens to afdelinger af Trimtex MTBO cup betød samtidig at de samlede vindere blev kåret. I D21 var det afgjort inden starten lørdag, idet Nina Hoffmann, OK FROS, havde sikret sig den samlede sejr. Det fejrede hun med en ny sejr på mellemdistancen i Rold Nørreskov, hendes 4. cupsejr år. Nina kroner dermed en fantastisk sæson som bød på VM bronze på netop mellemdistancen foruden en række andre fine VM topplaceringer. Den samlede andenplads gik til Anna Telyakevych, Farum OK, som ikke var til start i weekenden, mens en anden landsholdsrytter, Camilla Søgaard fra Horsens OK via en andenplads lørdag og en sejr i søndagens langdistance med fællesstart i Undallslund i Viborg netop overtog 3. pladsen.

I H21 gik den samlede sejr til Andreas Bergmann, Allerød OK, som godt nok sprang en post over lørdag, men var tilbage på vindersporet søndag. Klubkammeraten - og juniorrytter - Andreas Proschowsky tog den samlede andenplads, han blev ligeledes disket lørdag og stillede ikke til start søndag pga. en skadet hånd. Weekenden bød også på en glædeligt gensyn med Rasmus Søgaard, Horsens OK - der afsluttede VM med et ugelangt ophold på et ungarsk hospital - men som igen var på cyklen og dermed cementerede sin samlede 3. plads, mens Johan Maclassen, OK Pan Århus, blev nr. 4.

Lørdagens sejrherre var i øvrigt Jan Møller, Ålborg OK, som normalt er at finde i H50 rækken, men altså fortsat skarp nok til at vinde.

I aldersklasserne er det værd at bemærke at Jørgen Nielsen fra OK SG i H60 har vundet samtlige 10 løb gennem sæsonen og som oftest med stor margin. I D50 har Tove Sonne Andersen, OK Øst Birkerød, gennem en årrække været ganske suveræn. Således har hun kun misset en enkelt sejr i både 2010 og i 2011. Derfor var det en pæn overraskelse at Tove blev nægtet sejren begge dage i det jyske og begge gange var det Søs Munch Hansen, OK Sorø, som tog sejren. Men med seks sejre tidligere i sæsonen gik den samlede sejr klart til Tove.

MTBO udvalget arbejder på højtryk for at få 2013 sæsonen på plads. Vi forventer a det sker inden årets udgang.

http://mtb-o.do-f.dk/mtbo/loebermtbocup.asp