Skip to main content

Stilen holdt ved SOW

| Administrator | Nyheder 2011

Hele 6 ungdoms- og juniorløbere på podiet ved afslutningen.

Efter den 6. og sidste etape ved Swiss Orienteering Week kan regnskabet gøres op. Det har været 6 dage med meget varieret terræn vekslende fra meget detaljeret og svær skov ved Flims til rene klippeflader ved Vorab-gletjseren - og alt derimellem.

For Marius Thrane Ødum, IFK Göteborg, var etape 4 i det afvekslende terræn ved Plaun - med start flere hundrede meter over mål - ikke gået så godt. Men med 5 sejre (inkl. prologen) var den samlede sejr i H20 overhovedet ikke i fare.

Heller ikke Nikoline Tillingsøe, Farum Tisvilde, lod konkurrenterne komme til fadet. Det blev til 4 sejre i D14. Den dårlige etape 5 ved Nagens i terrænet lige under etape 3, dvs. med klipper, græs og kurver, hvor det kun blev til en 11. plads, kunne trækkes fra i det samlede regnskab. Også her var det en overvældende sejr.

I D16 endte lokalopgøret mellem Amanda Falck Weber, Farum Tisvilde, og Miri Thrane Ødum, OK Øst, med en kneben sejr til Amanda. De endte som hhv. nummer 2 og 3 med hhv. 4739 point til Amanda og 4730 point til Miri. Amandas sejr i dagens 6. etape gjorde udslaget - selv om Miri blev nummer to. Alle dage har de to ligget i top 10.

Samme stabilitet kunne Mikkel Aaen, Farum Tisvilde, vise i H16. Den dårligste placering var en 6. plads på dagens etape. I alt endte Mikkel som nummer 2. På fjerdepladsen kom Magnus Maag, Søllerød OK, der de tre sidste dage - og med dagens 3. plads - fik forbedret sin samlede placering noget. Blot 25 point manglede der til en podieplads.

En enkelt dårlig placering - en 24. plads på etape 4 - kunne Søren Thrane Ødum, OK Øst, smide væk i H10. De resterende placeringer var 1, 2, 2, 3 og 4, så det blev en samlet 2. plads til Søren - og en række præmier de øvrige dage.

http://www.swiss-o-week.ch/