Skip to main content

En noget skuffende dag for dansk orientering

| Administrator | Nyheder 2011

Signe Søes eneste løber der holdt fanen højt

Det blev en "hård og varm dag på kontoret" for de danske løbere på den ekstremt krævende langdistance. Det er muligt at man hjemmefra synes det ser "let og tilforladeligt" ud, men hvis man ser på både vindertider - og ikke mindst tiderne længe ned i feltet og sammenholder det med de totslt udmattede løbere i mål i de over 30 graders varme, så er det en anden virkelighed! 10-20% over forventede vindertider og i et ekstremt detaljeret terræn der med vindfælder o.l. yder ekstrem modstand er jo også en slags forklaring på at danskerne (og mange andre) ikke helt slog til i dag.

Signe Søes en godkendt, men lidt skuffende nr 7
Selvfølgelig er det ingen undskyldning hvis man vil være med i den absolutte verdenselite og nogle løbere kan jo klare det, men i dag var det kun Signe Søes der med en vis tilfredshed kunne løbe i mål som nr 7. Ikke at Signe havde løbet noget specielt godt løb, idet hun allerede bommede post 1 med 5 min - men Signe fik sig fightet tilbage, og trods flere småfejl avancerede hun stille og roligt. Hun var dog ca 12 min efter aldeles suveræne svenske Annika Billstam og 5 min fra bronzen som også svenske Helena Jansson tog sig af. Emma Klingenberg fik sin sag for i dag og brugte over 2 timer på de 10,3 km - og sluttede som nr 40.

De danske herrers fysik slog ikke til

Både Christian Christensen og Tue Lassen måtte erkende at fysikken bare ikke slog til. Christian sluttede som nr 29 efter at have ligget nogenlunde stabilt om denne placering hele løbet - og til sidst var der bare udsolgt. Tue kom såmænd fornuftigt nok fra start, men begik den fejl at sætte tempoet op for at følge med Olav Lundanes - og det kostede på først fysikken og siden teknikken. Nogle irriterende begynderfejl satte ham langt tilbage fra en placering omkring nr 15 - og den sidste ½ time valgte han simpelthen at spare kræfterne til både fredagens mellemdistance og lørdagens stafet. Tue var naturligvis meget skuffet ovenpå sin gode kvalifikation, og en placering som nr 37 ligger langt under både egne og andres forventninger.

Thierry Gueorgiou og så de andre

Som forventet gav den franske superstjerne en opvisning i hvordan man tackler det svære terræn, idet han dels vandt med ca 4½ min til overraskelsen, finske Pasi Ikonen, men han fik også trukket sin landsmand Francois Gonon med frem til en bronzeplads. Suverænt - og så alligevel 17 min over forventet vindertid, dvs tæt på 20%.

Nu har det danske hold en fortjent hviledag torsdag før fredagens mellemdistance, hvor der ikke er nogen tvivl om at både Signe Søes og især Tue Lassen håber at kunne forbedre placeringer og indsats.

Resultater damer:
1 BILLSTAM Annika SWE 1:22:26 0:00
2 BROZKOVA Dana CZE 1:26:54 +4:28
3 JANSSON Helena SWE 1:29:55 +7:29

7 SøES Signe DEN 1:34:51 +12:25
40 KLINGENBERG Emma DEN 2:05:44 +43:18

Resultater herrer:
1 GUEORGIOU Thierry FRA 1:47:29 0:00
2 IKONEN Pasi FIN 1:51:56 +4:27
3 GONON François FRA 1:53:35 +6:06

30 CHRISTENSEN Christian DEN 2:19:37 +32:08
37 LASSEN Tue DEN 2:26:01 +38:32

Samtlige resultater, mellemtider mm på arrangørernes hjemmeside via nedenstående link

http://http:/www.woc2011.fr