Skip to main content

ATK er kommet for at blive!

| Administrator | Nyheder 2009

Overskriften er den korte version af den konklusion, der nu kan drages, efter at 11 klubber i weekenden var samlet til ATK-evaluering i Skibet ved Vejle.

Overskriften er den korte version af den konklusion, der nu kan drages efter, at 11 klubber i weekenden var samlet til ATK-evaluering i Skibet ved Vejle.
ATK-klubberne har nu arbejdet et år med det 3-årige ATK-koncept: ’Et godt træningsmiljø for orienteringstalenter’. I alt repræsenterer 11 klubber de 10 ATK-projekter. Der var et godt fremmøde, i alt var 22 klubrepræsentanter og 6 ATK konsulenter med til at give deres vurdering af, hvordan status er nu.
Henrik Jørgensen indledte evalueringen med at give et billede af den generelle status, og fra centralt hold er konklusionen: ’Vi er godt på vej – men der er fortsat ting vi skal arbejde med’.
Spændende og lærerigt var det at høre klubberne fortælle om dels deres succeser i løbet af det første år, men også de udfordringer, de ser for de kommende to år.
Der var god mulighed for at blive inspireret af hinanden både i grupper og i plenum og det er en klar fornemmelse af evalueringsdagen, at alle kunne gå hjem med inspiration til det fortsatte arbejde, og at alle kunne tage hjem med en oplevelse af, at de udfordringer, man har i egen klub, dem står man ikke nødvendigvis alene med. Det sidste betyder forhåbentlig, at de kontakter, der i løbet af eweekenden blev skabt på tværs af de 10 ATK-klubber, også kan udnyttes til, at råd og inspiration i det kommende år ikke alene søges hos de regionale konsulenter, men også blandt de andre ATK-klubbers trænere og ledere.
Der var dog også klare tilkendegivelse af, at ATK-konceptets øgede fokus på kvalitet, mere træning og mere individuel træningsopfølgning allerede kan måles på mindre frafald, bedre resultater, og at de løbere, der kommer i TKC og U16 har et højere basisniveau. Jo, ATK synes at være kommet for at blive.
Evalueringesdagen sluttede af med to faglige input. Jan Jacobsen fortalte om de foreløbige konklusioner af sit ITA projekt: ’Børns forståelse/læring af kortforståelse’ og Sune Jørgensen og Lars Lindstrøm sluttede af med at tage alle med ud på Skibet Stadion til en gang praktisk demonstration af stabiliserende styrke- og spænstøvelser og intervaltræning.
Alle var enige om at vi godt kunne have brugt mere tid til erfaringsudvekslingen, alle var enige om at erfaringsudvekslingen er vigtig.
Fra centralt hold vil vi meget hurtigt melde en dato ud for næste års evalueringsdag, ligesom vi vil vurdere om det igen skal være sammen med trænerseminaret.