Skip to main content

EFOL 2010 på skinner

| Administrator | Nyheder 2009

Den 10.-14 august 2010 er Danmark vært for EFOL 2010.

EFOL er den internationale organisation, der arrangerer mesterskab for skovfolk i orientering. Det lyder måske i dine øre, lidt som en drøm, men det er sandt. Over hele Europa er der mange skovejere, ansatte ved skovvæsenet eller ansatte ved virksomheder, der arbejder med skov, der løber orienteringsløb. Rigtigt mange.

De har nu 16 gange afholdt deres EFOL mesterskaber, og kommer i 2010 for første gang til Danmark. I 2009 blev de europæiske mesterskaber for skovfolk afholdt i Tjekkiet. Nærmere betegnet i Zlaté Hory, der ligger CZ og tæt på grænsen i Polen.

Et skønt skovområde, med bjerge, guldminer og en stor tendens til vedvarende regn. Vi var der i 6 dage. Det regnede alle 6.

Og ”vi” betyder her et dansk hold på 5 deltagere.

Fra det østdanske kom Hans Jessen og hans søn Søren. Hans er skovfoged ved Skov og Naturstyrelsen, Vestsjælland og vores ”Teamleder”. Begge er de også medlemmer af Hvalsø OK, og ret ambitiøse. Søren vandt sin klasse i sprint og tog guld til Danmark.

I vores bil var vi 3 fra det vestdanske. Vi repræsenterede Skov- og Naturstyrelsen, Blåvandshuk og havde OK West som vores fællesnævner. Skovfoged, Sven Wodschow og jeg var det danske holds lidt tunge ende. Med os havde vi en modig Nicoline Lorenzen. Som eneste danske pige tog hun helt uimponeret med på turen skråt ned igennem Europa, og fik en fin oplevelse og en sølvmedalje i stafetten med hjem.

EFOL er en spændende blanding af knivskarp konkurrence og bredt samvær. Der er mesterskaber i sprint, mellem og stafet, men også skovfaglige ture, seminar og ekskursioner.

I dagene 10.-14. August 2010 er Danmark vært for det 17. EFOL. Det sker i unikke terræner i Nyminde og Kærgård, og med en indbydelse til dig og din familie, idet vi 5 dage i træk byder på top orientering i Gødel Bjerge, Varde by, Kærgård Klitplantage samt i Blåbjerg og sidst og ikke mindst det helt jomfruelige klitterræn Nyminde.

Stævnecenter for EFOL 2010 og Sydvestjyske 5 dages bliver Hjemmeværnets uddannelsescenter i Nymindegab. Her er der mere end 600 senge klar til rimelige priser. Så hvorfor ikke kickstarte efteråret 2010 med en tur til EFOL?

EFOL deltager?
Er du skovejer, ansat ved skov eller ansat ved en virksomhed, der arbejder med skov. Så kontakt holdleder, skovfoged, Hans Jessen, Skov- og Naturstyrelsen, Vestsjælland og bliv en del af det danske hold til EFOL 2010.

Opfylder du ikke disse krav, har du stadig muligheden for at deltage i EFOL, som deltager i 5 publikumsløb.

http://www.efol2010.dk