Skip to main content

Flere hverdagsstævner i Øst

| Administrator | Nyheder 2008

Klubberne i ØST tænker meget konkret på en fremtid med stæver på hverdage. Det vil kunne imødekomme et behov for aldersgrupper vi i dag taber.

På onsdagens klubledermøde i ØST 2008 var der opbakning til, at der bliver arbejdet i retning af en højere standard på de fælles træningsløb på hverdagsaftener. Det drejer sig primært om at tilbyde printede kort med baner, elektronisk klippekontrol i form af SportIdent samt bedre resultatformidling.

Desværre opleves de gældende satser på løbsafgiften som en hæmsko for en naturlig og bestemt positiv udvikling. En udvikling fra åbne karusselløb i retning af egentlige hverdagstævner. Stævner, der imødekommer et stort behov, og som gør det muligt for selv små klubber at skaffe sig en sund indtægtskilde.

Det blev understreget, at det slet ikke er alle karruselløb, der bør opgraderes, og at det også er vigtigt, at der på klubplan stadige er tilbud om løbetræning og aftener med orienteringsteknisk, introforløb samt aktiviteter for børn og unge.

Det er den nuværende grænse for afgiftsfritagelse på 25 kr. pr. deltager, der giver problemet.

Der var på klubledermødet stemning for, at en arrangør afgiftsfrit skulle kunne lægge yderligere + 5 kr. på startafgiften, hvis der benyttes printede kort med baner og yderligere + 5 kr., hvis der udsættes poster med SportIdent.

Altså retten til at opkræve kr. 35 i ren startafgift og et tillæg som hidtil på 10,- kr., hvis der skal lejes en brik, uden at det udløser afgift.

Alternativt kunne det måske overvejes at oprette en ny sats for – HVERDAGSSTÆVNER el. TRÆNINGSSTÆVNER – med en maksimal startafgift på 50 kr., hvoraf der skal betales løbsafgift til forbundet på 10 kr.

En beslægtet problemstilling blev også rejst. Ved mange træningsløb deltager løbere, der ikke er medlem af en klub, og som ikke umiddelbart på opfordring ønsker dette.

Det er her overvejelsen om, at disse deltagere skal betale en forhøjet startafgift på eksempelvis + 25 kr. Et tillæg, der ubeskåret tilfalder arrangøren.

Dette særlige tillæg til startafgiften skal altså ikke ikke udløse afgift til forbundet. Der var enighed om, at der bør arbejdes videre også med den del af problemstillingen.

Endelig blev det nævnt, at der i 2. division var opstået den helt særlige situation efter de 2 indledende runder, at alle 4 klubber slutter med 6 matchpoint, og alle har vundet over hinanden 1 gang.

Der er lidt uklarhed om, hvorledes situationen skal håndteres, da der ikke er enighed mellem klubberne om, hvorledes reglementet skal fortolkes. Klubberne har accepteret, at lade forbundets appeludvalg behandle spørgsmålet og træffe en endelig afgørelse.

Herefter er det op til PLAN-udvalget at sikre en revision af reglementsteksten, så bestemmelserne i fremtiden tager stilling til også denne situation. Forslag hertil kommer først, når den konkrete sag er afgjort.

http://ostkredsen.dk/cms/