Skip to main content

Intim og lun stævneplads til DM Stafet

| Administrator | Nyheder 2008

Rømø er kendt for vind og blæst over store vider, men også for tæt og lun fyrreskov og svær orientering.


Jønne fra arrangørklubben OK HTF fortæller:

Til dette års DM stafet er det lykkedes os at finde en intim stævneplads, hvor naturen selv har sørget for gode oversigtsforhold, så løberne kan følges både højt og lavt.

På selve stævnepladsen er publikumsposten placeret så tæt ved tilskuerne, at svedperlerne næsten vil kunne ses på løbernes ansigter. Publikumsposten passeres af alle løbere mindst én gang, også i klasser med Begynderbaner og Lette baner.

De orienteringstekniske evner bliver sat på prøve i terræner, som kendes fra DM-kort 2003 og 1. etape af Påskeløb 2006. Terræner, som byder på de typiske vestjyske dyder som klitløb, fyrrekratlistning og høj fart over store vidder.

Og til løbere fra løvskovsterræner kan vi nærmest garantere brombær- og brændenældefrie baner, ligesom man ikke skal forvente, at ahornløvet spærrer for udsigten.

Da km-tiderne for Rømø Nørreland generelt ligger lidt højere i det teknisk og fysisk krævende terræn, har banelægger og –kontroller bestræbt sig på at holde banelængderne i den nederste del af intervallet for klasserne.

I de klasser, som kæmper om DIF-mesterskabet, har vi gjort 2. turen lidt kortere på bekostning af 1. og 3. tur. Det giver mulighed for taktiske overvejelser, når stafetholdet skal sættes.

Vi lover, at konditionen bliver sat på prøve, men vi anser det ikke for nødvendigt at intensivere bakketræning med henblik på DM-stafet.


Læs mere på stævnets hjemmeside...

En oplevelse skal DM-stafet nok blive, uanset vejret.

http://dm.okhtf.dk/