Skip to main content

Et af skovens største træer er faldet

| Administrator | Nyheder 2008

Mindeord om NP -

Helge Søgaard, formand i forbundet skriver:

Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om at N.P.Pedersen, Kolding Orienteringsklub er afgået ved døden den 2. september 2008 under et orienteringsløb i Sverige.

Dansk Orienterings-Forbund og Kolding Orienteringsklub har mistet en stor personlighed, der om nogen har sat sit præg på udviklingen af orienteringssporten i Danmark.

NP stiftede Kolding Orienteringsklub i 1969, og siden da har hans hjerte banket for orienteringssporten. NP vil blive husket for hans markante holdninger, som var båret af et dybtfølt ønske om at tingene skulle ske, og at de skulle ske på en god og korrekt måde.

NP var kendetegnet ved at han altid var til stede - uanset om der skulle tales forbundsøkonomi, klubudvikling eller laves både små og store o-løbsarrangementer. I de senere år har især korttegningen i Kolding nydt godt af NP's utrættelige indsats.

NP blev hædret for sin indsats ved flere lejligheder. Dels i Sydkredsen og i Kolding Orienteringsklub, som var hans base for arbejdet med orientering, men også med Dansk Orienterings-Forbunds ærestegn og hædersbevisningen "Organisatoren" for hans mangeårige indsats i Hovedbestyrelsen og kompentente og dygtige arbejde med forbundets økonomi.

Vi har alle lidt et stort tab med NP's alt for tidlige bortgang. Vore tanker går til Aase og familien, som har lidt et smerteligt tab.

Æret være NP's minde - vi vil savne dig.

Helge Søgaard
formand


Der vil senere komme en information om tid og sted for begravelsen her på hjemmesiden. Læs også mere på klubbens hjemmeside -

http://www.koldingorienteringsklub.dk/