Skip to main content

Nyt træningskoncept præsenteret i TKC Nordjylland

| Administrator | Nyheder 2006

Onsdag startede sportschefens og talentudviklingstrænerens årlige besøgsrunde i TKCerne. Første TKC der fik besøg var TKC Nord.

Det står klart efter besøget i TKC Nordjylland, at ideen omkring talentkraftcenterideen fungerer i bedste stil. Vi mødte veloplagte løbere, træner og forældre, og fik en fantastisk træning i Hammer Bakker. 5 løbere stod for træningen, og havde lavet en kreativ og krævende bane i de tilsneede bakker nord for Aalborg. En idé som kan anbefales.

Besøget i TKC Nordjylland er samtidig startskuddet for at introducere DOFs nye træningskoncept i TKCerne. Træningskonceptet indeholder en skærpet fokus på udvikling gennem opbygning af viden hos løberne. Men konceptet er ligeledes en bevidstgørelse omkring kvalitetstræning og opfølgning på denne.

Træningskonceptet var ligeledes omdrejningspunktet for løbermøde efter træningen, og overskrifter for konceptet er:

Løberne skal have opbygget en basisviden indenfor fysisk træning. Dette opnås ved at gennemføre et undervisningsforløb med 7 lektioner over 1½ år.
Løberne skal have opbygget en basisviden indenfor det teknisk/mentale område. Dette opnås ved at TKCerne skal tilbyde kvalitetstræning hver 14 dag, med grundig instruktion og eftersnak. Løberne skal være klar over formål og succeskriterium for træningen.
Løberne skal være ’klar’ til træningen (mentalt), og være bevidste om, hvordan de optimerer læringen på træningen.
Løberne skal løbende evaluere deres personlige udvikling og i samarbejde med TKC-trænerne kontinuert opstille udviklingsmål, så de konstant forbedrer teknikken.

Det er vigtigt at fremhæve at ovenstående uddannelse tilbydes alle TKC-løbere.

Fødekæden i dansk juniororientering er et videre undervisningsforløb på U16-landsholdet samt senere på Juniorlandsholdet for de elitesatsende.

De kommende par måneder vil turen gå til de øvrige TKCer, og vi ser med spænding frem til et spændende år for dansk talentudvikling !