Skip to main content

Gaveregn

| Administrator | Nyheder 2006

Det nye nummer af orientering.dk medbringer en gave der forpligter

Foråret er langt om længe kommet. Vi havde godt nok flot klart vejr til Påskeløbene på Rømø, men varmen har haft det svært. Det kolde pust genoplever vi, når vi læser om de velbesøgte stævner som Nordjysk 2-dages eller Spring Cup, hvor sneen ikke ville slippe grebet i dupskoene.

Vi kommer langt omkring. Fra repræsentantskabsmødet over MTB-O til DM sprint med knivskarp dyst og DM nat med blus på halogenlampen.

Det nummer af orientering.dk, der i dag blev indleveret til Post Danmark, er også sprængfyldt med klub- og breddestof. Flere ideer til hvordan vi bliver flere, og gode beretninger fra dem der allerede har taget fat. Det nytter faktisk at gøre noget. Annoncerne virker. Der kommer folk, hvis vi ønsker det og gør os lidt umage. Det er kort sagt os selv, der har ansvaret.

Fra breddeudvalget har vi gjort et grundigt forarbejde. En ny måde at sige goddag på. Ideerne, annoncer, foldere og materialet er klar. Brug det!

Og tilbage til gaven. Det er 2 stk. af det længe savnede hæfte: Begynderinstruktion. En kort indføring i den grundlæggende orienteringsteknik. Det ene hæfte må du gerne selv beholde, men det andet skal du give væk. Til en du kan li’, og som lige mangler et lille puf for at komme i gang.

På denne måde får vi spredt 2 x 4.000 hæfter. En gaveregn der forpligter !

http://ks-olob.oban.pf-c.dk/