Skip to main content

Forbundsmesterskaber i MTB-O på søndag

| Administrator | Nyheder 2006

På søndag køres danske mesterskaber i MTB-O - dog stadig "kun" med officiel karakter af Forbundsmesterskaber.

Løbet køres i Stenderupskovene med Kolding Orienterings Klub som arrangør.

Der er stor spænding i de fleste klasser, men vi drister os alligevel til at udpege et par favoritter.

I H21 ligner det på forhånd en kamp mellem Lasse B. Pedersen, Ballerup OK, som har haft et særdeles flot internationalt MTB-O-år og Allan Jensen, Ballerup OK og Torbjørn Gasbjerg OK Pan.

De to sidstnævnte har vist stærk kørsel i alle danske MTB-O-løb i år. På startlisten mangler sidste års mester Søren Strunge, Søllerød OK.

D21 ser meget åben ud.

Blandt forhåndsfavoritterne skal nævnes Pernille Brundstedt, OK Øst, Sidse Schøtz, Søllerød OK og måske Anne Mette Nørregaard, FROS som en outsider. Derudover bliver det spændende at se om Helene Hausner, OK Øst kan følge med de mere specialiserede MTB-O-udøvere.

I H og D 21 køres udover medaljer og ære om points til verdensranglisten.

Udover spændingen i H og D 21 er der lagt op til tæt kamp om hæderen i både old-boys og old-girls-klasserne. Et par af de skrappeste H40-ryttere stiller på søndag op i H21, så i deres fravær må Claus Carlsen, OK Øst påtage sig en svag favoritrolle qua sin position som øjeblikketligt førende i MTB-O-cuppen i H40.

I de øvrige klasser er der lagt op til helt åbne opgør, og det er ikke muligt på forhånd at placere favoritværdigheden.

Lørdag køres iøvrigt sprint som en lille opvarmning til DM. Sprinten indgår i LØBEREN MTB-O-cup 2006 og har også flittige Kolding OK som arrangør.

http://www.koldingorienteringsklub.dk/