Skip to main content

Nordisk elitemøde i København

| Administrator | Nyheder 2005

Tirsdag den 1. marts havde de nordiske landstrænere og eliteledere sat hinanden stævne til et arbejds- og udviklingsseminar 'Orientering på den internationale dagsorden’.DOF’s eliteudvalg var den ansvarlige vært for dagen.

Hvert år i januar mødes de fire nordiske lande til det såkaldte NORD-møde. Her udveksles ideer på breddeområdet, IT området, kortområdet og her drøftes hvordan de nordiske lande kan påvirke udviklingen af international orientering – det sidste sker både på præsident- og landstræner/sportschefniveau.

Udviklingen af international orientering og det internationale program er ALTID et emne på NORD-mødet.
Dette års NORD-møde i København var ingen undtagelse, og store spørgsmål står til drøftelse:
Hvordan kommer orientering på det olympiske program?
Hvordan bliver orientering attraktiv for medier og presse?
Hvordan bliver orientering attraktiv for sponsorer?
Hvordan skal det internationale program se ud, nu hvor det er besluttet, at World Cup skal stoppe efter 2006 og vi i øvrigt nu har VM hvert år og NOM og EM hvert andet år.

På NORD-mødet i januar præsenterede det danske medlem af Foot-O-Committee, Ove Gasbjerg, en løs skitse til fremtidig eliteprogram.
I forbindelse med World Cup i England i starten af maj måned skal Foot-O-Committee arbejde videre med denne skitse for udarbejdelse af et oplæg, der kan forelægges IOF Council i juni måned.
De nordiske landes landstrænere og sportschefer besluttede på NORD-mødet snarest at mødes igen for at drøfte disse spørgsmål videre, for aktivt at komme med indspil til Foot-O-Committee.
Det besluttedes også, at det skulle ske i en hidtil ikke anvendt arbejdsform i NORD-regi, nemlig i en form for ’mål og strategiproces’ styret af en konsulent udefra.
DOF’s eliteudvalg påtog sig ansvaret for arrangementet som så skulle holdes i København.
Der blev taget kontakt til Team Danmark og til DIF og det endte med, at DIF’s chefkonsulent Torben Bundgaard påtog sig opgaven som procesholder.
I løbet af processen skulle vi have et indlæg omkring ’udfordringer ved at komme på det olympiske program’. – og helst ved det danske IOC-medlem Kaj Holm. Det blev i stedet generalsekretæren for Danmarks Olympiske Komitè, Karl Chr. Koch.

Desværre modtog K. K. Terkelsen tirsdag morgen, da han stod i Kastrup lufthavn for at tage mod de norske og finske deltagere, afbud fra Torben Bundgaard, der var blevet ramt af influenza. Sidste øjebliks aktioner for at finde en stedfortræder mislykkedes. Det blev derfor ’Plan B’, der blev taget i anvendelse: at den danske sportschef måtte lede processen.
Efter mødet blev der af vore gæster udtrykt stor tilfredshed med Plan B.

Karl Chr. Koch fortalte om vigtige indsatsområder for at komme på det olympiske program, hvor han så opfyldelsen af de formelle krav som den mindste hindring (at IOF har mindst 75 medlemsnationer i 5 kontinenter)
De to store opgaver iflg. Karl Chr. Koch bliver 1) at overbevise IOC om, at orientering skal optages til fordel for andre som skal smides ud (det kræver masser af lobbyarbejde) og 2) at gøre orientering interessant for TV og medier, så den også kan tiltrække sponsorer.
Karl Chr. Koch lagde ikke skjul på, at det var et særdeles ambitiøst mål orienteringsidrætten havde sat sig, og han lagde heller ikke skjul på, at det ligger ikke lige om det første hjørne med en optagelse, men mente i øvrigt ikke vi skulle opgive målet og ønskede os god arbejdslyst.

Fokus på tirsdagens drøftelser havde meget fokus på, hvordan gør vi orientering TV- og medieegnet og på udvikling af et TV-egnet koncept.
Deltagerne vurderede at netop dette spørgsmål måske var det allervigtigste nu.
Deltagerne vurderede, at uanset om OL ligger længere eller langt ude i fremtiden, så er det vigtigt for idrætten i det hele taget at opnå større synlighed af mange andre grunde, bl.a.:
-\ten anerkendelse af de udøvere der i perioder af deres liv vier hele deres tid til idrætten
-\ten forudsætning for at få sponsorer - og dermed penge der kan være med til at udvikle idrætten
-\tfor idrættens overlevelse - for at fremme og understøtte rekrutteringen til idrætten

Gruppen vurderede også, at der nu bl.a. via ny teknologi er nogle muligheder, der bør gøre det muligt at gøre orienteringen medieinteressant. VM i Sverige viste det.
Initiativer lige nu arbejder også i den retning. MicrO orientering – et ’skiskydningskoncept’ som er udviklet i et samarbejde med TV2 Norge, det norske forbund og NOC arrangørerne, og som i den forgange weekend blev præsenteret for vore bedste løbere på træningssamlingen på Bornholm.
Falder generalprøven ved Norwegian Spring den 17. april tilfredsstillende ud, bliver det afviklet som Nordisk Mesterskab i maj . Endelig er der det danske trackingsystem, som første gang blev præsenteret i TV i forbindelse med Copenhagen City Cup og som siden er videreudviklet, og som også vil blive taget i anvendelse ved NOC.

Fra tirsdagens møde er der udarbejdet et arbejdspapir som allerede er sendt til høring hos de andre nordiske mødedeltagere for respons inden den 15. marts, så et indspil fra de nordiske eliteansvarlige kan fremsendes til Foot-O-Committee.