Skip to main content

Alle danskere kvalificeret til A-finalen

| Administrator | Nyheder 2002

Fra Jakob Ødum har vi modtaget en rapport fra dagens afdeling af World Cup i Røros bykerne (sprint).

Fra Jakob Ødum har vi modtaget en rapport fra dagens afdeling af World Cup i Røros bykerne (sprint).

"De danske dame-landsholdsløbere kvalificerede sig allerede lørdag eftermiddag, da IOF's jury valgte at sløjfe damernes kvalifikationsløb.
Dette skyldes at der til denne afdeling af world cup'en kun er tilmeldt 58 dameløbere, hvoraf 51 skulle kvalificeres til A-finalen. I stedet blev det besluttet at alle 58 har fået lov til at løbe A-finalen som afvikles i aften med første start kl. 17.00. Med i finalen er således de 3 danske piger; Helene Hausner, Anne Konring Olesen og Dorthe Skovlyst.

De danske herreløbere lykkedes alle med at kvalificere sig til aftenens finale, gennem gode stabile løb i formiddagens 3 kvalifikationsheats. Rene Rokkjær klarede sig bedst gennem en fornem 5 plads. Henrik Jørgensen var den der var tættest på ikke at klare 'cuttet' med en 16-plads i det stærkt besatte heat C, kun 5 sekunder fra den lidet eftertragtede 18-plads. De 4 øvrige kvalificerede er: Carsten Jørgensen, Mikkel Lund, Thomas Jensen og Troels Nielsen.

Den mest omtalte hændelse indtraf da Valentin Novikov, åbenlyst for alle tilskuere, 'skar et hjørne' gennem en privat have umiddelbart før
sidsteposten. Da det tydeligt fremgik af kortet at dette var et forbudt område, blev russeren efterfølgende diskvalificeret. Diskvalifikationen er helt i følge reglerne, men giver anledning til en principiel diskussion om hvorvidt der gennem reglementet stilles urimeligt høje forventninger til løbernes overblik og moral i en presset konkurrence-situation. I dagens episode var det eneste der skilte Novikov fra sidsteposten en nyklippet græsplæne, - ingen hæk eller hegn synliggjorde at der var tale om et 'forbudt område'. Ualmindeligt ærgerligt for ruseren men mindst ligeså ærgerligt for orienteringssporten at en af verdens bedste orienteringsløbere på dén måde får mindsket sin mulighed for en topplacering
i den samlede World Cup.

Yderligere 2 topløbere, World Games-vinderen Grant Bluett og Tjekkiets Michael Jedlicka, lykkedes heller ikke med at kvalificere sig til aftenens herrefinale, der har første start kl. 18.00."

Se hele World Cup på: http://www.orienteering.org