Skip to main content

TracTrac udvikler GPS-løsning for DOF

| Nyheder 2017

Dansk Orienterings-Forbund har indgået aftale med virksomheden TracTrac, der skal stå for udviklingen af et nyt GPS-univers. Det skal komme både nybegyndere og mere erfarne orienteringsløbere til gavn.

Omdrejningspunktet for GPS-løsningen bliver en app til smartphones, der dels sikrer at usikre brugere kan se deres position på orienteringskortet, og dels giver brugeren mulighed for bagefter at se og analysere sit rutevalg. På den måde kan brugerne også bagefter sammenligne deres valg af rute i skove, parker og byer. For at gøre den del af løsningen så brugervenlig som muligt, udvikles samtidig en webløsning, der sikrer en smidig deling af rutevalgene.

GPS-tracking har indtil nu været forbeholdt eliteløbere, men det er Dansk Orienterings-Forbunds mål at den nye løsning breder mulighederne ud til alle - uanset niveau. App'en og webtjenesten skal kunne bruges på de mere end 200 Find vej-projekter i Danmark og til klubbernes træninger og stævner.

- Med app'en vil vi gerne gøre det både tryggere, mere lettilgængeligt og sjovere at tage ud og prøve kræfter med at finde vej i naturen. Og med valget af TracTrac, der var først til at tilbyde livetracking af orientering og sejlsport, har vi lagt udviklingsarbejdet i hænderne på rutinerede kræfter, siger Michael Sørensen, direktør i Dansk Orienterings-Forbund

DOF TracTrac

DOFs direktør Michael Sørensen og direktør i TracTrac, Jakob Ødum  


Udviklingen af GPS-løsningen er støttet af Nordea-fonden, der i forvejen støtter Find vej i Danmark.

Arbejdet med at udvikle GPS-løsningen begynder i foråret, så app'en kan være færdig i begyndelsen af 2018. På den måde får de danske orienteringsklubber mulighed for at lære den at kende inden Find vej Dagen i april, hvor app'en vil være i fokus.

DOF arbejder allerede tæt sammen med TracTrac om live GPS-tracking ved danske mesterskaber og landsholdenes træningsaktiviteter.