Skip to main content

Maja Alm er Årets Løber 2016

| Nyheder 2017

Maja Alm Stafet WOC 2016 2

Orienteringsløberen Maja Alm kan efter en formidabel 2016-sæson smykke sig med endnu en titel - nemlig som Årets Løber. Hun fik et klart flertal af stemmerne, da medlemmerne i Dansk Orienterings-Forbund skulle pege på deres favoritløber i den forgangne sæson.

Det var også svært at komme udenom den 28-årige verdensstjerne, der havde to guldmedaljer - og en af sølv med hjem fra VM i Sverige i august. Først genvandt hun verdensmesterskabet på sprintdistancen med en suveræn margin på 25 sekunder til nærmeste forfølger. Og allerede dagen efter var hun på pletten igen, da hun løb det danske sprint-stafethold frem til VM-guld for andet år i træk. Ved mesterskabernes sidste dag leverede Maja Alm så endnu en afslutning i verdensklasse, da hun på kvindestafetten løb forbi to konkurrenter og sikrede dansk sølv.

- At genvinde verdensmesterskabet var selvfølgelig et kæmpe mål i sig selv, og noget jeg aldrig troede ville lykkes. Det er jeg selvfølgelig rigtig stolt af, og bag det ligger mange timers hård træning. Så det der gør det, det hele værd - er at kunne kigge sig stolt tilbage og blive hædret på den her måde. Det betyder rigtig meget for mig, siger Maja Alm.

Udover VM-medaljerne fik hun også to medaljer med sig hjem fra europamesterskaberne, der blev løbet i Tjekkiet i maj måned. Her blev det til bronze på sprintdistancen, mens hun sammen med sprint-stafetholdet løb en sølvmedalje hjem.

I afstemningen til Årets løber fik Maja Alm mere end 60 procent af stemmerne.

Det er fjerde gang, at hun kan smykke sig med titlen Årets Løber. Hun modtog samme hæder i 2007, 2012 og 2014.

Maja Alm og resten af landsholdet sendte en videohilsen til repræsentantskabsmødet d. 4. marts, som du kan se her:

 

For yderligere oplysninger kan DOFs udviklingskonsulent, Erling Thisted, kontaktes på 4196 9372