Skip to main content

Hele Danmark finder vej på lørdag

| Nyheder 2017

Lørdag d. 29. april er hele landet inviteret ud til en sjov og udfordrende tur i skove, parker og byer.

Orienteringsklubberne afholder sammen med Dansk Orienterings-Forbund den traditionsrige Find vej Dagen, der er sponsoreret af Løberen og som bliver støttet af Nordea-fonden.


I alt er der 45 arrangementer fordelt over hele landet - fra Kelstrup Plantage syd for Aabenraa over Livø i Limfjorden og til Amager Strandpark helt mod øst.

Du finder et arrangement nær dig på www.findveji.dk.

På Find vej Dagen er der lette, korte baner hvor alle kan være med, der er sprintbaner til børnene og også lidt længere baner til dem, der kan udfordre motionsløberne.

Man behøver ikke have noget udstyr med - banerne kan sagtens tilbagelægges som en gåtur, og hvis man har lyst, kan man låne et kompas af arrangørerne.

Hvis du har brug for hjælp til at læse kortet, er der selvfølgelig også rutinerede orienteringsløbere til stede, der kan hjælpe jer på vej.

Flere klubber har sat specielle sprint-baner op, så selv de helt små børn kan være med. Efter gennemført løb er der medalje og diplom til alle børn, der også har mulighed for at vinde et kompas.

Find vej Dagen blev første gang afholdt i 2010, og har siden vokset til et arrangement med over 3.000 deltagere, og i år er der et rekordstort antal arrangementer over hele landet.