Skip to main content

World Cup: Sprintsejr til Maja Alm i Lohja

| Nyheder 2017

Den danske sprintverdensmester i orienteringsløb, Maja Alm, fejede al modstand til side i World Cup-sprinten i den finske by Lohja torsdag aften og vandt med en klar margin på 10 sekunder ned til svenske Tove Alexandersson. Især på den sidste af de 3,4 kilometer skruede Maja Alm op for tempoet og tog en suveræn revanche for det ærgelige fejlklip i onsdagens sprintstafet.

Alexandersson lå ellers til at vinde undervejs, men Maja Alm tog et hurtigere vejvalg til post 15 - og med et uovervindeligt tempo på de sidste poster, blev til en sikker dansk sejr.

- Mit mål var at løbe godt løb og have fokus de på gode vejvalg hele vejen, så jeg kunne holde mig inde i kampen, og det lykkedes rigtig godt. Så kom jeg forbi publikum her til sidst og kunne høre fra Lars Lindstrøm, at jeg lå først - og så trykker jeg bare på med alt hvad jeg har. Jeg vidste, at jeg kunne holde til den høje fart i lang tid, så det var fedt, siger Maja Alm.

Gårsdagens ærgelige fejlklip på sprintstafetten, der kostede en diskvalifikation, var heldigvis ryddet godt af vejen hos den regerende sprintverdensmester.

-  I dag var et nyt løb og jeg kunne ikke lave løbet om fra i går. Men jeg har ikke sovet godt i nat og er vågnet flere gange og bandet af mig selv. Men jeg føler mig så rutineret nu, at jeg godt kunne lægge det bag mig, og det lykkedes jo også, siger en grinende Maja Alm.

Ida Bobach viste endnu en gang, at hun er ved at lægge sin skadesperiode bag sig og løb en flot 12. plads hjem i Lohjas gade

- Det var en superflot præstation af Ida. Det er så stærkt, at hun kan være med, og det lover rigtig godt for resten af sommeren, siger sportschef Lars Lindstrøm, der ligesom resten af landsholdstruppen har VM i Estland om en måned som det primære fokus.

Landsholdsdebutanten Amanda Falck Weber løb en flot kvalifikation i formiddags og høstede vigtig erfaring i aftenens finale.

Hos mændene blev Tue Lassen bedst placerede dansker på en 22. plads. Lassen, der havde hurtigste tid af alle mænd på onsdagens sprintstafet, mistede overblikket på en post tidligt på dagens banen og tabte vigtige sekunder. Så trods et stabilt løb derfra, var tiden op til en top 10-placering for stor. Andreas Boesen løb et godkendt løb og var blot seks sekunder langsommere end Tue Lassen.

Jakob Edsen, der løb en stærk kvalifikation torsdag formiddag og kom sikkert i finalen, endte som nr. 33. Edsen lagde hårdt ud og var blot 12 sekunder efter de hurtigste på de første mellemtider, men tabte så tid på den sidste halvdel af banen.

I toppen af resultatlisten endte det belgiske sprintfænomen Yannick Michiels, der løb en formidabel afslutning og snuppede sejren, bare to sekunder foran Schweiz' Matthias Kyburz. Emil Svensk var hele 21 sekunder langsommere end sejrherren, men det viste sig at være nok til en tredjeplads.

World Cup-ugen i Finland fortsætter med mellemdistance lørdag og langdistance søndag.

Du finder arrangørernes hjemmeside her:

Resultater:
Sprintdistance - finale, World Cup, Lohja, Finland.
Kvinder: 3,4 km. 22 poster
1. Maja Alm, Danmark 12.18 min.
2. Tove Alexandersson, Sverige +0.10 min.
3. Lina Strand, Sverige + 0.25 min.
11. Ida Bobach, Danmark + 0.44 min.
38. Amanda Falck Weber, Danmark + 1.42 min.

Mænd: 3,9 km. 24 poster
1. Yannick Michiels, Belgien 12.28 min.
2. Matthias Kyburz, Schweiz +0.02 min
3. Emil Svensk, Sverige +0.21 min.
22. Tue Lassen, Danmark +0.55 min
26. Andreas Boesen, Danmark +1.01 min
33. Jakob Edsen, Danmark +1.12 min.

Foto: Kell Sønnichsen/WOC 2016