Skip to main content

Junior VM - Danish Dynamite

| Helge Lang Pedersen | Nyheder 2017

De danske piger løb helt forrygende i dagens mellemdistancefinale ved Jumior-VM i Finland. Med fire deltagere blandt de 14 bedste var der tale om en holdindsats langt over det forventede. De øvrige danske deltagere i A-finalerne kunne generelt også være godt tilfredse med deres præstationer. Særligt Laurits Bidstrup Møller, der med en 18. plads leverede en tid, der lover godt for de kommende løb i ugen.

I det typisk finske terræn med skiftende gennemløbelighed og sigtbarhed skulle der virkeligt orienteres omhyggeligt - og det gjorde de danske deltagere så. Herunder fortæller de selv hver især om deres oplevelser.

Josefine Lind - delt nr. 8 - 26:10 min.

JWOC 2017 MF Josefine

 

"Jeg havde en plan om virkeligt at fokusere på teknikken og så måtte farten bare være hvad den var. Jeg fik virkeligt læst godt på kortet og fokuseret på posterne. På langstrækket løb jeg ud på stien og fyrer bare alt hvad jeg kan. Er lidt usikker på om det er for langt udenom, men tror det er OK. Jeg løb næsten fejlfrit -det var virkeligt fedt at løbe i det her terræn og lykkes. Fysisk følte jeg mig godt løbende og det er jeg rigtigt glad for efter jeg har haft en lidt dårlig sæson"

Agnes Kracht - nr. 10 - 26:20 min

 JWOC 2017 MF Agnes

"Det var om at holde fokus fra start. Jeg var mega nervøs. Jeg har aldrig prøvet at løbe rundt med de store gutter derude til opvarmingen. Jeg vidste jeg let laver fejl, når jeg er virkeligt nervøs, så jeg skulle tage det stille og roligt. I starten kom jeg til en post, der ikke var min, så jeg måtte tage en dyb indånding og komme videre, men det lykkedes så og derefter får jeg stoppet op ved hver post og får planlagt - og det går rigtigt fint. Så generelt var jeg rigtigt godt tilfreds med mit løb."

Ida Øbro - nr. 13 - 27:13 min

JWOC 2017 MF Ida

"Mit løb gik rimeligt godt - kun med småfejl - jeg tog det meget sikkert i starten - gik efter nogle store opfang. Sidst på banen prøvede jeg at trykke lidt mere på, men jeg var virkeligt træt og efter publikumspassagen følge jeg at jeg gik de næste tre poster, men jeg kom fint igennem og det var virkeligt fedt."

Line Cederberg - nr. 14 - 27:19 min

JWOC 2017 MF Line

Jeg har løbet et godt løb, synes jeg. Selvfølgelig lige nogle småfejl, men jeg synes jeg holder godt styr på mine tanker og det mentale derude. Tog en post ad gangen og holdt styr på orienteringen. Det er det, det gælder om på mellemdistancen."

Lise Termansen - nr. 29 - 30:06 min

JWOC 2017 MF Lise

Det gik rigtigt godt i starten - god kontrol på den tekniske første runde. Er optimistisk ved publikumspassagen. Men det er mere diffust på den sidste sløjfe. Jeg røg ind i nogle spor og på turen tilbage til stævnepladsen mister jeg en del tid, fordi jeg kommer ind i noget grønt. Så en træls følelse i  mål, men jeg kan også finde noget positivt."

Laurits Bidstrup Møller - nr. 18- 28:44

JWOC 2017 MF Laurits

Jeg startede stille ud. Havde problemer med kompasset i starten, så jeg skiftede kompas ved toeren, så gik det fint. Tempoet var godt og jeg laver ikke de store fejl. Det var et svært løb, så jeg tror det er derfor jeg er godt med."

Andreas Bock Bjørnsen - nr. 39 - 32:29

JWOC 2017 MF Andreas

Det var en svær post med mange små poster i svært terræn, som jeg egentlig synes jeg får løst meget godt. Efter publikumspassagen blev det diffust og jeg laver to små fejl. Alt i alt er jeg tiilfreds med mit løb og synes jeg gør det godt.

Carl Emil Schøier Kovsted - nr. 45 - 33.14

JWOC MQ 2017 Carl Emil

"Det gik OK - jeg havde problemer med nogle indløb, men jeg kom for tidligt ind til en post efter publikumspassagen. Jeg synes det var sjovt, men terrænet var tungt og hurtigt nogle steder, men særligt på skrænterne var det ret stenet."

Annika Simonsen kom til at klippe en forkert post og blev derfor diskvalificeret. De tre danske drenge i B-heat leverede OK præstationer med Lasse som nr. 14 og  Malthe som nr. 30. Mikkel Lyskjær ser ud til at være blevet diskvalificeret.

I begge klasser var der tale om klare favoritsejre. Finske Olli Ojanaho genoptog stimen fra Norge for to år siden, ligesom sidste års store stjerne Simona Aebersold fra Schweiz vandt sikkert blandt pigerne.

I morgen løbes sprint ved Junior-VM. Da sprint løbes uden kvalifikation, vil der være tale om et langt startfelt fra kl. 10:00 (lokal tid) frem til kl. 13:35, således at løbet er afgjort kort før kl. 14 - kl. 13 dansk tid.

Som altid kan løbet følges via link på arrangørernes hjemmeside