Skip to main content

Junior VM - Josefine Lind atter i top 10

| Helge Lang Pedersen | Nyheder 2017

Josefine JWOC 2017 SF

Junior-VM var i dag rykket ind i Tampere by i det, der måske kan blive kendt som et af verdens mindste sprintområder. I hvert fald skulle deltagerne to gange rundt i området for at løbe sprintbaner, der blev vundet på lige omkring 14 minutter. I den vestlige del fandtes et lille komprimeret bebygget område med masser af komplicerede vejvalgsproblemer, mens stævnepladsen lå i den østlige del i et populært parkområde uden nævneværdige orienteringsudfordringer.

I det grå og regnfulde finske sommervejr forsvarede Josefine Lind atter de danske farver på smukkeste vis ved at erobre 9. pladsen, mens Ida Øbro var næstbedste dansker på 26. pladsen. At konkurrencen var tæt illustreres af, at Annika Simonsen, der blev lavest placerede af de danske løbere, var mindre end et minut efter Ida, selvom Annikas placering var nr. 63.

Hos drengene var konkurrencen ligeledes usædvanligt hård. Alle danske drenge lå inden for 2:40 efter vinderen, men med det, der i mange sammenhænge ville være en godkendt sprintpræstation kom man ikke i top 100 her ved Junior-VM. Kigger man på resulatlisten ser man, at der er usædvanligt mange nationer repræsenteret i toppen. Det er glædeligt for sporten, at bredden er så stor, men siger selvfølgelig også noget om udfordringen ved at kunne blande sig i toppen.

I toppen var der genvalg på begge pladser til det, der tegner til at blive Junior-VMs største triumfatorer: Olli Ojanaho vandt atter drengenes bane, mens Simona Aebersold ligeledes atter vandt pigernes løb.

 

De danske resultater

W 20

1 Simona Abersold 14:02

9 Josefine Lind 14:55

26 Ida Øbro15:49

31 Agnes Kracht 15:57

40 Lise Termansen 16:07

56 Line Cederberg 16:36

63 Annika Simonsen 16:46

M 20

1 Olli Ojanaho 13:59

48 Andreas Bock Bjørnsen 15:21

69 Lasse Fugmann 15:51

71 Carl Emil Schøier Kovsted 15:54

83 Mikkel Lyskjær 16:07

88 Laurits Bidstrup Møller 16:11

106 Malthe Poulsen 16:39

Alle resultater kan findes på arrangørernes hjemmeside.

I morgen, torsdag, er der hviledag før det fredag atter går løs i den barske finske natur med langdistance før Junior-VM afsluttes med stafetten lørdag.