Skip to main content

World Games: 4. plads til Cecilie Friberg Klysner

| Helge Lang Pedersen | Nyheder 2017

Cille WG Mellem 2017 Arena

På en dag, hvor superstjernen Maja Alm måtte stå over med en øm læg, trådte Cecilie Friberg Klysner i stedet ind på den internationale scene med en sensationel 4. plads på dagens mellemdistance ved World Games i Wroclaw, Polen.

Cecilie statede tidligt i den let kuperede bøgeskov med rigtigt meget undervegetation, hvor man skulle være rigtigt omhyggelig med kompasset og være virkeligt koncentreret, når man skulle finde de drilske træstubbe og små lavninger. På første radio var Cecilie hurtigst af samtlige deltagere og derfra holdt Cecilie stilen hele vejen rundt med fuld koncentration og sikker orientering.

Cille WG Mellem 2017 Mål

Ved målgang var Cecilie da også næsten tre minutter hurtigere end den hidtil hurtigste og så var det bare den ulidelige ventetid, der udestod. Med start nr. 18 ud af 40, var der 44 minutter til afgørelsen faldt. En for en af de stærke løbere fra den sidste "røde" startgruppe holdt ikke hovedet koldt og var efter Cecilie i mål. Til sidst var kun de tre sidst startende løbere tilbage, men så gik den heller ikke længere. Svenske Helena Jansson, russiske Natalia Gemperle,  og schweiziske Sabine Hauswirth satte alle farten op og holdt hovedet koldt, hvilket endte med et spændende opgør, hvor svenskeren til sidst var tre sekunder hurtigere end russeren. Men 4. pladsen på en skovdistance i et opgør med verdenseliten er et decideret drømmeresultat for Cecilie, der dermed endnu en gang beviser, at hun har en stor fremtid foran sig både på sprinten og i skoven.

Cecilie fortæller: "Det var et rigtigt godt løb. Jeg ville have gættet på en top 15 placering, men vegetationen minder lidt om Danmark, så jeg er måske mere vant til diffuse områder end de andre. Man kunne løbe hurtigt, men skulle udenom brombær m.m. Så retningen ryger lidt engang imellem, og det ser sikkert underligt ud på trackingen, men jeg vidste hele tiden om jeg var lidt for langt til højre eller venstre. Jeg er meget tilfreds med mit resultat i dag."

Nu venter vi på herrerne Andreas Hougaard Boesen og Søren Bobach i et terræn, der umiddelbart ligger rigtigt godt til Søren. Starttiderne:

11:36   Andreas Hougaard Boesen

12:02   Søren Bobach

Sendingen fra dagens løb kan følges her, hvor Cecilies resultat også kan studeres nærmere.