Skip to main content

Gode danske takter på World Cup-stafetten

| Nyheder 2017

Især Marius Thrane Ødum (billedet) lyste op på lørdagens stafet ved World Cup-runden i Letland, hvor han sammen med Magnus Dewett og Emil Øbro løb en 17. plads hjem til Danmark.

I det tætte og svære lettiske terræn, hvor der tilmed var skruet op for kuperingen i forhold til gårsdagens mellemdistance, lagde Marius stærkt ud på førsteturen og var i mål 2.35 min. efter de førende som nummer 13.

Magnus Dewett tog over i det stærke World Cup-felt og kom ind til skiftet med blandt andre Sverige 3 og Frankrigs andethold - godt ti minutter efter Sverige 2's Albin Ridefelt, der også endte med at vinde dagens stafet sammen med Jonas Leandersson og William Lind.

Emil Øbro, der ved World Cup-afdelingerne i Letland får sin seniorlandsholdsdebut, løb 17. pladsen i hus - godt 25 minutter efter de vindende svenskere.

I kvindernes stafet lykkes det akkurat for Schweiz' Sabine Hauswirth at holde Sveriges Tove Alexandersson bag sig til sidst og snuppe sejren.

Amanda Falck Weber, Niklas Ingwersen og Stefan Frands Petersen løb alle på mixede stafethold - og var derfor uden for konkurrence.

World Cup-truppen 24.-28. august 2017:
Amanda Falck Weber, Tisvilde Hegn OK
Emil Øbro, Tisvilde Hegn OK
Magnus Dewett, OK SNAB
Marius Thrane Ødum, OK Øst Birkerød
Niklas Ingwersen, Horsens OK
Stefan Frands Petersen, Allerød OK

Programmet for World Cup i Letland er:
25/8: Mellemdistance
26/8: Stafet
27/8: Sprint kvalifikation + finale

Arrangørernes hjemmeside: http://www.wcup2017.lv/

World Cup-stilling mm.: http://ranking.orienteering.org/WorldCup?wcup=footo