Skip to main content

DM-stafet og lang i weekenden

| Thomas Jensen | Nyheder 2017

Så er det igen tid til stafet når Fyn lægger skov til DM-stafet lørdag

Odense OK, Faaborg OK og Svendborg OK er gået sammen om opgaven med at arrangere såvel DM-stafet som DM-lang i denne weekend. Lørdag lægger Langsø Syd skov til stafetten mens langdistancen afgøres i Krengerup. Begge skover har tidligere med succes været anvendt til danske mesterskaber - så der venter helt sikkert deltagerne nogle spændende og udfordrende baner, hvor den til tider tætte underskov vil udfordre vejvalgsorienteringen.

Forventninger om tætte opgør i dame og herreklassen til DM-stafet
I såvel dame- som herreklassen er der lagt op til nogle spændende opgør: Hos damerne ligner det på forhånd et opgør mellem FIF Hillerød, hvor unge Annika Simonsen løber på hold med rutinerede Signe Klinting og formstærke Cecilie Klysner, Farum OK med de altid stærke Masha Semak, Line Søderlund og Lea Reime og Tisvilde Hegn OK med et meget ungt hold bestående af Agnes Nørgård Kracht, Ida Øbro og Amanda Falck Weber. Men der er en række farlige outsiderhold som OK Øst, OK Pan og Snab - og så skal man aldrig afskrive HTF med Maja Alm på sidsteturen. Maja har dog været skadet, så spørgsmålet er hvor meget hun tør løbe igennem.

Hos herrerne må OK Pan nok bære favoritværdigheden med en formstærk Giacomo Frattari på førstetur - og med Søren Bobach og Rasmus Djurhuus på de to næste ture. Men også her er der mange hold, der kan blande sig på en god dag. OK Øst har fx et spændende hold med Michael Sørensen, Søren Ødum og Marius Ødum. Tisvilde Hegn OK med Emil Øbro, Jonas Falck Weber og Björn Cederberg er nok de mest nærliggende til at blande sig i medaljestriden - men Søllerød OK, Roskilde OK og på en rigtig god dag FIF Hillerød er også alle kandidater til præmieskamlen.

Favoritafbud hos damerne til DM-lang
På langdistancen er hverken Maja Alm, Ida Bobach, Cecilie Klysner eller Signe Klinting på startlisten. I deres fravær må vi forvente at kampen om sejren kommer til at stå mellem guld- og sølvmedaljørerne fra DM-mellem Miri Thrane Ødum og Amanda Falck Weber. Farlige outsidere er Caroline Gjøtterup, Stine Bagger Hagner og Emma Klingenberg. Emma har dog lidt ekstra vægt at slæbe på i maven, så vi skal nok ikke forvente et absolut topresultat på den 11,3 km lange bane.

Gamle kendinge i herreklassen til DM-lang
I herreklassen skal man nok lede efter medaljørerne mellem de seks sidst startende, Rasmus Djurhuus, Jakob Edsen (hvis han er kommet sig helt over sine armbrud), Marius Ødum, Søren Bobach, Tue Lassen og Björn Cederberg. Rasmus Thrane Hansen og Emil Øbro vil muligvis også kunne blande sig, men de starter noget tidligere en den til tider lidt tætte fynske underskov, så det vil næppe være en fordel.

Konkurrencerne kan følges på arrangørernes hjemmeside her: http://dm2017.9net.dk/