Skip to main content

Ny skolekonsulent og nye roller på DOF's sekretariat

| Nyheder 2017

Dansk Orienterings-Forbund har pr. 1. januar 2018 ansat Laura Sørensen som skole-projektkonsulent i forbundet.



Her vil hun få ansvaret for Skolernes Find vej Dag og for at implementere et e-læringsprojekt under forbundet.

Skolernes Find vej Dag arrangeres for tredje gang i 2018, hvor det sker d. 22. maj, og den nye skole-projektkonsulent får til opgave at koordinere og markedsføre eventet sammen med de deltagende klubber, skoler mv.

I e-læringsprojektet får Laura Sørensen til opgave at udvikle kurser i orientering til elever, lærere og nybegyndere i sporten. Her skal der bygges oven på en stor mængde materiale, der skal struktureres og sammensættes i kursusforløb i samarbejde med en ekstern leverandør af e-læringsløsninger.

Laura Sørensen har en kandidatgrad i Humanfysiologi fra Københavns Universitet, som bygger ovenpå en bacheloruddannelse i Idræt. Desuden har hun et væld af praktisk erfaring som blandt andet idrætsunderviser på Gladsaxe Gymnasium, lærer på en udviklingsefterskole i Zambia og som efterskolelærer i Nordsjælland.

Hun har dyrket orientering igennem mange år i Køge OK – og sågar undervist gymnasieelever i at finde vej med kort og kompas i hånden.

Stillingen som skole-projektkonsulent er på halv tid og løber indtil d. 30. september 2018. Laura får arbejdssted på DOF’s sekretariat i Brøndby.

Nye roller

Med årsskiftet sker der også en række ændringer i opgaverne for de ansatte på DOF’s sekretariat.



Anders Bachhausen, der hidtil har været ansat som skolekonsulent, får titel af Skole- og udviklingskonsulent. Han overdrager en del af sine hidtidige opgaver til den nye skole-projektkonsulent, men overtager til gengæld en del af udviklingsopgaverne fra Gert Nielsen, der stopper i begyndelsen af det nye år. Anders’ udviklingsopgaver vil især koncentrere sig om uddannelse og TBU (Træning af Børn og Unge), der begge er central dele af DOF’s nye strategiaftale i de kommende fire år.

Læs evt. mere her om TBU-projektet:

Anne Marie Kamilles bliver DOF’s nye naturkonsulent og får fokus på at opfylde facilitetsmålsætningerne i forbundets nye strategiaftale, der løber fra 2018 og fire år frem. Naturkonsulentens opgave bliver at sikre adgangen til sportens arealer i både land og by gennem samarbejde og dialog med organisationer, kommuner og andre interessenter.

Anne Marie vil vedblive at være projektleder for Find vej i Danmark-projektet med en ambition om fortsat at udbrede kendskabet til orientering gennem etablering og markedsføring af Find vej faciliteter i hele landet. Faktisk er målet at nå ud i samtlige kommuner i landet, bl.a. også gennem skolesamarbejder. Der er i dag Find vej tilbud i 74 af landets 98 kommuner.

Helene Skovmand Filrup kommer i endnu højere grad til at understøtte Find vej i Danmark-projektet efter nytår, hvor hun oveni sine administrative opgaver på sekretariatet også bliver Find vej-konsulent. Helene kommer til at stå for blandt andet koordinering og opfølgning med de lokale Find vej-tilbud, udarbejdelse af nye foldere og løbende opdateringer af de eksisterende lokale Find vej-projekter.

Som tidligere meldt ud træder Jakob Lind Tolborg også til som klubudviklingskonsulent i en deltidsstilling.