Skip to main content

Succesrigt juniortogt til Skåne - opdateret

| Helge Lang Pedersen | Nyheder 2018

Annika S 4 2018 SLeague

 

Det er ikke kun seniorlandsholdet, der forbereder sig mod de store konkurrencer. Juniorlandsholdsgruppen har ligeledes været på samling. I weekenden deltog juniorlandsholdsgruppen suppleret med et antal wild card løbere i to Swedish League konkurrencer på Söderåsen, ca. 30 km øst for Helsingborg. Swedish League er den svenske rangliste, der traditionelt samler langt størstedelen af den svenske elite.

"Vi er her for at give juniorerne en så realistisk oplevelse af et stort internationalt stævne som muligt", fortæller juniorlandstræner Jeppe Ruud. "En vigtig konkurrence handler ikke kun om, hvad der sker fra start til mål. Man skal også lære den rigtige forberedelse og hvordan man undgår at bruge for mange kræfter, når man skal være mange timer på en stævneplads." Jeppe glædede sig over, at det ikke kun var de etablerede juniorlandsholdsløbere, men også flere af Wild Card løberne, som præsterede på højt niveau.

På lørdagens langdistance blev Ida Øbro fra THOK, som i Sverige løber for OK Orion, en flot nr. to på den 10,7 km lange D 20 E bane, mens Agnes Kracht kun var lidt over to minutter efter Ida på syvendepladsen. Annika Simonsen blev nr. 10 i D 18 E, hvor Hedvig Valbjørn Gydesen erobrede 16. pladsen. I H 18 E imponerede Elias Hinge Krogsgaard med en 16. plads lige foran Mikkel Holm Nielsen, ligesom Anton Werner Løndorf også kæmpede sig ind i klassens øverste tredjedel

Alle resultater fra lørdagens løb kan findes her

Søndag var tågen trukket ind over Söderåsen og temperaturen dykkede en del, men de danske juniorer var klar til den ganske krævende mellemdistance. I D 20 E holdt Agnes Kracht stilen med en fjerdeplads, mens Ida Øbro var alt andet end tilfreds med placeringen som nr. 17. I H 20 E startede Laurits Bidstrup Møller tidligt og kom i mål til en topplacering, men måtte dog som dagen skred frem se sig skubbet ned til en endelig 33. plads i det stærke felt. I D 18 E leverede Lotte Jauhojärvi Markussen en fornem tredjeplads blot fem sekunder hurtigere end Annika Simonsen. Som det ses på billedet, løber Annika i Sverige for IK Hakarpspojkarna og den klub erobrede 5 ud af de ti første pladser i klassen, så det er ikke noget dårligt klubmiljø, Annika er en del af i Huskvarna-klubben. Det er også værd at bemærke, at Alberte Kaae Nielsen tog en flot 20. plads i klassen. I H 18 E demonstrerede Andreas Bock Bjørnsen sit store talent ved på fjerdepladsen blot at være et halvt minut fra sejren. Når man var yderligere 1:40 efter, så blev det til en 16. plads. Det måtte MalteKjær Hemmingsen sande, mens Mikkel Holm Nielsen sluttede som nr. 24.

Alle resultater fra søndagens løb kan findes her 

Om lidt over tre uger rejser juniorlandsholdsgruppen til Ungarn for at træne frem mod Junior-VM, der afholdes på de ungarske stepper i og nær byen Kecskemet anden uge i juli. Banelængderne til junior-VM er netop offentliggjort og herrejuniorernes langdistance måler over 15 km, så det bliver lynhurtigt terræn. Samtidig er andre af områderne dækket af tæt enebær-bevoksning, der orienteringsmæssigt minder forbløffende meget om en vestjysk klitplantage, så der bliver nok at sætte sig ind i for juniorløberne. Det endelige hold til Junior VM sættes efter testløb omkring Herning første weekend i juni.

Efterskrift: Lad mig - bedre sent end aldrig - undskylde at jeg ikke i første omgang fik nævnt Andreas Bock Bjørnsens fine sejr i H 18 E i fredagens sprint, hvor Malte Kjær Hemmingsen blev nr. 9. Og at Annika og Hedvig blev nr. 4 og 5 i D 18 E, ligesom Ida og Agnes blev nr. 6 og 8 i D 20 E. Tak til årvågne læsere, der hjalp med at gøre opmærksom på fejlen.