Skip to main content

Svensk sejr i Venlakavlen ved Jukola

| Helge Lang Pedersen | Nyheder 2018

Jukola 2018 damer klar til start

 Damerne klar til start. Foto: Tim Falck Weber

Svenske Stora Tuna OK vandt Venlakavlen i Finland. Venlakavlen er det officielle navn for damestafetten ved Jukola - verdens største orienteringsstafet, der i år afholdes ved Lahti. Sejren blev en realitet da den mangedobbelte europa- og verdensmester Tove Alexandersson blev sendt ud på sidste tur blot tre minutter efter de førende. Efter 2,9 af de knap 8 km var forskellen til den førende nede på 26 sekunder og så var den ged ligesom barberet. I mål var forskellen til toerne fra Göteborg-Majorna 4:45 min. Tove løb den 7,9 km lange bane i finsk terræn på 45:07.

Som så ofte før leverede de danske piger i den grad varen. Første tur blev vundet af den norske landsholdsveteran med det dansk klingende navn Marianne Andersen. Unge Agnes Kracht leverede en fornem præstation for Farum Tisvilde og var bare 4:43 efter, da hun som nr. 52 sendte Amanda Falck Weber ud på anden tur. Landsholdsløberen Caroline Gjøtterup skiftede for OK Pan Aarhus som nr. 64 yderligere 43 sekunder efter. Emma Klingenberg præsterede en ny flot stafet, da hun skiftede for sit svenske hold Järla Orientering som nr. 19, 2:12 efter Marianne.

På anden tur løb både Amanda og OK Pans andentursløber Stine Bagger Hagner nærmest over evne. Begge hentede ind på de førende og Amanda - der netop er udtaget til Danmarks VM-stafethold til august - løb Farum Tisvilde op til en helt fænomenal 12. plads, 2:53 efter de førende. Stine var lige så god og var blot 1:25 efter Amanda i mål som nr. 25.

På tredjeturen var det oppe foran verdensstjerner som den tidligere 23-dobbelte verdensmester Simone Niggli og Finlands landsholdsstjerne Marika Teini, der slog takten an, så det var ikke overraskende, at Masha Semak for Farum Tisvilde og unge Hedvig Valbjørn Gydesen for Pan Aarhus tabte tid. Hedvig klarede danskerduellen bedst og var nr. 25, da hun 9:16 efter de førende kom ind til skiftet. Så var resten op til Maja Alm.

Farum Tisvilde lå nr. 32, da den nykårede sjællandsmester Vera Mullerova blev sendt ud på sidste tur 10:56 efter de førende.  Maja Alms placeringer på radioposterne var 23 - 18 - 16 - 12 - 12 - 10, således at OK Pan Aarhus sluttede på en imponerende 10. plads, 11:51 efter. Emma Klingenbergs Järla Orientering blev denne gang nr. 4.

Farum Tisvilde med Vera Mullerova endte på en imponerende 37. plads, blot 21:37 efter vinderholdet, En præstation, som det unge hold kan være stolt af at have leveret. 

De foreløbige resultater kan ses her

Nu venter vi så på herrestafetten, der starter kl. 22:00 dansk tid.