Skip to main content

EYOC sprint

| Thomas Jensen | Nyheder 2018

Oscar David Broman Jensen - her fanget til Danish Spring - var bedste dansker på dagens sprint. Foto: Malthe Poulsen

Så er den store mesterskabssæson sparket i gang.

I dag åbnede ungdomsløberne ballet med sprintdistancen til EYOC (ungdoms-EM). Om 1½ uge bliver junior-VM og Veteran-VM afviklet – og i starten af august er der VM i senioreliteklasserne på programmet. Så der er nok at se frem til.

De danske talenter fik en super oplevelse på en både fysisk og teknisk krævende sprint, hvor der både skulle løbes stærkt og være fuld koncentration på orienteringen.

Oscar David Broman Jensen løb den bedste danske placering i hus. Han sluttede som nr. 23 godt 1½ minut efter den finske vinder. Oscar kom rigtig godt fra start og lå halvvejs til en placering i top 10 - men han mistede lidt til sidst. Placeringen som nr. 23 var dog stadig rigtig flot.

Yderligere tre danskere holdt sig inden for 2 minutter efter klassevinderen. I H16  blev Jonas Gabs nr. 33. I D16 blev Siri Simonsen nr. 30, mens Morten Örnhagen Jørgensen sluttede som nr. 33 i H18.

Lørdag er der langdistance. Her venter der løberne en hård fysisk udfordring i det meget kuperede terræn. Orienteringsteknisk står den på skræntorientering - så løberne skal nok blive udfordret på alle parametre.

Jeg håber, at kunne bringe en lidt mere detaljeret rapport fra langdistancen end jeg har kunne fra denne sprint.

Resultater, baner og GPS tracks finder I her: http://eyoc2018.eu/sprint/. Det er i skrivende stund ikke lykkes mig at få banerne frem, men det kan være at I læsere har mere teknisk snilde end mig.