Skip to main content

Agnes nr. 10 til JWOC mellem

| Thomas Jensen | Nyheder 2018

Agnes Kracht fik vist at hun har tempoet til at kæmpe med om medaljerne. Trods et stort tidstab sidst på banen sluttede hun som nr. 10. Billedet er fra JWOC sidste år i Finland.

Dagens mellemdistance var enormt teknisk. Terrænet bestod af en mængde meget tætte områder forbundet at tynde labyrintagtige åbne områder og passager.

Agnes Kracht og Ida Øbro fik vist, at de har farten til at være med helt fremme også i så tekniske områder. Men et par dyrebare bom kostede. Agnes Kracht var 3'er efter 1/3 af banen, hvor hun lavede et lille bom. Hun lå herefter 6'er frem til 2/3 henne på banen, hvor hun mistede næsten tre minutter på en post. I mål var hun nr. 3:04 fra guldmedaljen og 2:32 fra bronzemedaljen. Så på dagen hvor alt havde siddet lige i skabet....

Agnes beretter: ”Overordnet er jeg tilfreds med størstedelen af løbet og min udførelse. Trods bittesmå tidstab i starten, havde jeg en rigtig god fornemmelse inden publikumspassagen, hvor følelsen blev bekræftet. Det er så virkelig nedtur hvordan jeg fejler efter publikumpassagen, hvor jeg laver en større fejl. Virkelig dejligt dog at vide at man kan være med hvor det er sjovt, i teknisk krævende terræn. Banen var også virkelig fed, og vi blev kastet godt rundt i det grønne og teknikken styrede virkelig farten i dag.”

Ida Øbro sluttede som nr. 14. Hun mistede knap tre minutter på en post tidligt på banen. I mål var hun 3:42 fra guldet.

De to andre danske piger gjorde det også rigtig godt. Annika Simonsen lavede to små fejl og sluttede på en fin placering som nr. 21. Lotte Markussen fuldendte en rigtig flot dag for pigerne men den fornem placering som nr. 24 efter et næsten fejlfrit løb.

Juniorlandstræner Jeppe Ruud var da også godt tilfreds: ”Vi ender efter et par fejl uden for top 6 i dag, men overordnet set er der meget positivt at tage med. Agnes og Ida gentager nærmest deres placeringer fra sidste år. Og hvor de sidste år var enormt glade for deres løb, er der i år en lille skuffelse at spore. Noget der i høj grad viser deres løftede niveau. Andre resultater jeg vil fremhæve er Lottes flotte 24. "

Guldet gik til ungarske Csilla Gardonyi. Hun kom i mål i en tid ét sekund hurtigere end den ellers så suveræne Simona Aebersold. Men Simona havde lavet en parallelfejl frem mod publikumspassagen, og i sin iver for at rette op på fejlen, missede hun en tvungen overgang og blev disket.

Hos drengene var Malthe Poulsen igen i dag bedste dansker. Bortset fra et bom på 1½ minut helt til sidst, løb han et stort set fejlfrit løb. Det rakte til en placering som nr. 33 - godt 6 minutter efter den svenske vinder trio Jesper Svensk, Simon Imark og Henrik Johanneson. Svenskerne har ikke haft det bedste VM - men i dag blev det altså til et imponerende fuldt hus. De tre drenge have et minut ned til 4. pladsen.

Sidste dansker i a-finalen Søren Ødum havde ikke nogen god dag og sluttede som nr. 46 og 13 minutter efter svenskerne.

Jeppe Ruud udtaler om de danske drenge: "Drengene i A finalen er desværre ikke helt tilfredse, så nu handler det om at vende næsen mod stafetten i morgen. Men jeg vil dog fremhæve Laurits flotte løb i b-finalen (hvor han blev nr. 4 red.), hvor han løb op til sit bedste efter skuffelsen i går.”

Lørdag afgøres sidste konkurrence ved disse junior verdensmesterskaber, stafetten. Især i dameklassen har vi en god chance for en placering helt deroppe, hvor det er sjovt. Pigerne starter kl. 12:00 og drengene kl. 13:15. Som altid er der live dækning fra arrangørernes hjemmeside: http://jwoc2018.hu/

De danske hold er som følger:

Dame 1

1 Agnes

2 Ida

3 Annika

Dame 2

1 Hedvig

2 Lotte

3 Alberte

Herre 1

1 Andreas

2 Malthe P

3 Søren

Herre 2

1 Mikkel

2 Laurits

3 Malte KH