Skip to main content

VM: DANSK BRONZE PÅ SPRINTSTAFETTEN

| Nyheder 2018

Med en fænomenal afslutning fra den nykårede verdensmester Maja Alm, løb Danmark med bronzemedaljerne ved VM i orienteringsløb på sprintstafetdistancen. Inden sidsteturen var det danske hold et lille minut efter tredjepladsen, men det lykkedes at lukke hullet og vinde den femte VM-medalje i disciplinen i træk.

Amanda Falck Weber lagde imponerende sikkert ud på sin førstetur, der samtidig var hendes debut på sprintstafetholdet. I det hurtige, flade terræn holdt hun hovedet koldt, tog selvstændige vejvalg og var bare 24 sekunder efter Sveriges Tove Alexandersson i spidsen af feltet.

På andenturen løb rutinerede Tue Lassen sikre vejvalg uden at tabe tid på orienteringen, men fysisk var de hurtigste en tand hurtigere end danskeren. Ved skiftet til tredjeturen var Tue Lassen nummer ti i feltet - med 53 sekunder op til de førende svenskere.

- Det var en lang tur, haha. Det var en forholdsvis nem bane, og det er ikke min store fordel, når det er så løbsbetonet. Men jeg vidste at jeg havde en vigtig opgave for holdet og kæmpe hele vejen og blive ved at tro på det, selv om der var flere hold, der kom forbi derude. Og det lykkedes jeg godt med, så jeg er tilfreds, siger Tue Lassen.

Jakob Edsen, der ligesom Amanda Falck Weber, løb sin første sprintstafet ved et VM - lykkedes med samme taktik som Tue Lassen. Sikre vejvalg for at holde det danske hold inden for rækkevidde af medaljerne. Og det betød at Maja Alm blev sendt ud på den afgørende sidstetur i syvende position. Godt nok var der 1.44 minutter op til det svenske hold, der nu var trukket fra de øvrige i spidsen. Men med 57 sekunder op til tredjepladsen var opgaven stor - men ikke umulig, når man er Maja Alm.

Alm, der hentede sin fjerde VM-titel på den individuelle sprintdistance i går, slog turboen til og åd sig hurtigt tættere på den foranliggende hold. Især på den sidste halvdel af banen var Maja Alm markant hurtigere end konkurrenterne - og kunne derfor løbe ind på en tredjeplads og sikre Danmark den anden VM-medalje ved VM i Riga.

- Jeg tvivlede lidt på vej mod post 1, for jeg tror jeg var lidt stresset og var langt efter de andre. Men da jeg kom ud i parken på den sidste halvdel af banen og kunne se de andre, var det bare med at trykke på. Og så henter jeg dem et stykke før mål og orienterer godt hele vejen i mål. Det var helt fantastisk, siger Maja Alm.

- Jeg vidste godt, at min form var god. Og jeg vidste, at når jeg åbnede hårdt op, ville det gå hurtigt. Og da jeg hentede de andre, var det nærmest som om at de stod stille. Men jeg skulle også holde sammen på orienteringen og komme helt i mål uden at lave fejl, siger Maja Alm.

- Det var helt fantastisk at gøre det med det her hold, hvor vi har Amanda og Jakob med som debutanter. Vi vidste, at det ville blive tæt og krævede en holdpræstation af alle. Og at de er gået ud og har leveret "spot on", det er jeg så stolt af. I dag er det helt klart holdet, der vinder bronzen, siger Maja Alm.

Sverige holdt fast i føringen og forsvarede VM-guldet fra sidste år, men de andre favoritter fra Schweiz løb med sølvmedaljen.

Verdensmesterskaberne fortsætter tirsdag med mellemdistance, hvor Danmark har Caroline Gjøtterup, Miri Thrane Ødum, Björn Cederberg og Magnus Dewett på startstregen.

Resultat, VM i Letland, Sprintstafet, Riga

3,7-4,5 kilometer, 20-22 poster

1. Sverige  58,27 min. (Tove Alexandersson, Emil Svensk, Jonas Leandersson, Karolin Ohlsson)
2. Schweiz  +0,31 min. (Elena Roos, Florian Howald, Fabian Hertner, Judith Wyder)
3. Danmark +0,47 min. (Amanda Falck Weber, Tue Lassen, Jakob Edsen, Maja Alm)

VM-hjemmesiden med starttider, program og resultater mm.:  http://www.woc2018.lv