Med naturvenlig banelægning, sikrer vi vores adgang til skovene, samtidig med at vi passer på vores idrætsplads

Klimabelastning, bæredygtighed, miljøpåvirkning og naturbeskyttelse – hensynene er mange, og det kan hurtigt se ud som om, det er på det sportslige, at vi betaler prisen, hvis vi vil favne dem alle. Sådan kan det også lyde, når banelæggere skal til at tage hensyn til flora og fauna og bedrive ’naturvenlig banelægning’, men det er en praksis der har fundet sted i mange år, uden kvalitetstab på det sportslige element i orienteringssporten. Men hvad er naturvenlig banelægning og hvorfor er det så vigtigt?

Af Nina Hoffmann og Camilla Bevensee, udviklingskonsulenter i DOF

Orienteringsløb er en sportsgren, der, hvis man ser bort fra sprint, er meget afhængig af adgang til skovene, både de private og de offentligt forvaltede. Adgangen, vi har i dag og skal arbejde for at bevare fremover, bygger på et langvarigt samarbejde med skovejere og Naturstyrelsen. Samarbejdet med Naturstyrelsen, der forvalter alle statens skove, startede for mange år siden og handler bl.a. om at vi, når vi planlægger vores træninger og stævner, tager hensyn til naturen og skovens beboere, især i banelægningen. Dette hensyn er kendt som ’naturvenlig banelægning’.

Naturvenlig banelægning er ikke noget nyt, men i det er også principper, der giver rigtig god mening i en tid, hvor der er fokus på at passe på vores naturlige omgivelser og de planter og dyr, der lever i dem.

Skovriddere og forvaltningsenheder under Naturstyrelsen har til opgave at regulere brugen af statens arealer på den mest optimale måde, så skoven og dens dyr og planter bevares, samtidig med at der skabes gode rammer for friluftslivet. Derfor er forvalterne interesserede i at brugen af skovene reguleres, så den tager hensyn til naturen uden at begrænse aktiviteterne for meget.

Det er ikke altid helt nemt at finde gode postplaceringer, og når man som banelægger, også skal tage hensyn til dyrenes vaner og gemmesteder, bliver det en udfordrende balancegang, mellem den sportslige kvalitet og hensynet til naturen.

Der er dog ingen tvivl om, at banelæggerne plejer sportens interesse, når de følger principperne for naturvenlig banelægning og undgår slid og unødig stress på naturen, og at vi skal være glade for, at vi har så godt et samarbejde med Naturstyrelsen.

Et samarbejde og gensidig forståelse

I den mere end 40 år gamle pjece ”Orienteringsløb – i pagt med naturen”, udgivet af Dansk Orienterings-Forbund i 1981, vejledes skovejere og forvaltere i hvordan sporten håndteres i et givent skovområde. Tankegangen bag naturvenlig banelægning går altså langt tilbage, og i pjecen er der lagt vægt på samarbejdet mellem banelægger og skovejer. Der står fx:

”Klubberne vil gerne indgå i et samarbejde med skovejerne om banelægning. […] Løbere i skoven kan forstyrre dyrene, men gennem et fornuftigt samarbejde mellem banelægger og skovejer eller bestyrer, der ved, hvor dyrene ynder at holde til, kan banerne lægges, så dyrene får områder helt for sig selv – frizoner.”

 Disse såkaldte frizoner blev tidligere kaldt vildtlommer. I vores samarbejdsaftalen med Naturstyrelsen hedder de nu naturzoner.

Samarbejdet med Naturstyrelsen bygger på viden, data og en gensidig forståelse, der sikrer at alles interesser varetages bedst muligt. I pjecen fra 1981, fremgår det at forbundet har leveret en større analyse af et løb i Silkeborg, der viser at ”70% af et orienteringsløb foregår på vej og sti”, noget der dengang talte for en større adgang for sporten. En vildtundersøgelse fra 1987 med data fra bl.a. Påskeløbene 1983 anbefaler også vildtlommer og løbskorridorer, så der dels er områder med fred og dels en forudsigelighed i bevægelsen af løberne (Kilde: ”Umiddelbare reaktioner hos krondyr i Oksbøl området, når de udsættes for orienteringsløb og drivjagt”, Johnny Lund Jeppesen, Danske Vildtundersøgelser hæfte 43, Vildtbiologisk Station 1987). Kombineret med den viden forvalterne sad med, om dyrenes adfærd og trivsel, blev analyserne et argument for at både sporten og dyrene kan trives i et givent område.

”Dyrene i skoven foretrækker tykninger. Det er fortrinsvis her de opholder sig om dagen – og her bryder orienteringsløberne sig ikke om at komme. Det underbygges af en vejvalgs-analyse Dansk Orienterings-Forbund har foretaget ved OK Silkeborgs løb d. 23. september 1979 i Silkeborg Vesterskov. Hovedparten – mere end 70% af løbet – foregik på skovvej og/eller sti. 16% af løbet gik i helt åben skov og kun 12% i de dele af skoven, hvor bevoksningen tvinger løberne til at mindske farten.”

Analysen, de data den bidrog med, og den viden begge parter opnåede på baggrund af den, styrkede den gensidige forståelse imellem banelæggere og skovejere, ved at blotlægge nuancer i behov og påvirkning, noget der også fremgår tydeligt at pjecen:

”Resultatet [af analysen] kan ikke umiddelbart overføres til alle andre løb, da en løbers vejvalg afhænger af skovens struktur og banens forløb. Men tendensen i undersøgelsen er meget klar og typisk for et orienteringsløb. Selv om løberne befandt sig på vej eller sti 70% af løbet, kan et orienteringsløb naturligvis ikke begrænses hertil. Det vil stride mod hele idrættens idé og gøre det umuligt at finde rimelige postplaceringer.”

Sporten har selvfølgelig udviklet sig en del de sidste 40 år, siden pjecen og analysen blev lavet, men aftalerne der i sidste ende kom ud af samarbejdet og den gensidige forståelse, sikrer stadig i dag, sportens adgang til skovene.

En aftale der består

De aftaler, der i 2011 og 2014 blev indgået mellem Naturstyrelsen og Dansk Orienterings-Forbund, fastsatte regler for anmeldelse af løb i statsskovene, og de gælder stadig i dag. I aftalerne skelnes der mellem meddelelsesløb, med under 150 deltagere, og ansøgningsløb, med flere end det. Ved de små meddelelsesløb skal der ikke indgås aftaler med den enhed, der forvalter skoven, om hvilke områder, banerne kommer til at gå i, og hvor posterne placeres, men det skal der ved de større ansøgningsløb.

Der laves aftaler om, hvilke områder der skal friholdes for poster og gennemløb, og hvor der er naturzoner, så dyrene i skoven har steder de kan gemme sig og få fred imens løbet er i gang. Når områderne er på plads, planlægges banerne også på en måde, så poster og stræk følger samme løbsretning på alle baner, og at der så vidt muligt ikke er baner der krydser ind over hinanden eller skaber modløb, da det kan stresse dyrene i skoven. Det er desuden, ifølge banelæggerbogen fra 1990, ”dårlig banelægning, som giver slump fordi løbere under fraløb fra en post forærer denne til løbere under indløb.”

Udover at holde bestemte områder fri for poster og gennemløb, og undgå modløb, skal banelæggere også undgå at sætte poster ved udsætnings- og fodersteder, og ved følsomme områder med sjælden natur eller dyregrave.

Ved at leve op til aftalen med Naturstyrelsen er banelæggerne på vores større løb med til at sikre vores fortsatte adgang til skovene, samtidig med at orienteringssporten passer på de naturlige omgivelser, som vi er så glade for, og ikke mindst afhængige af, til udøvelsen af vores sport.

Her kan du se den gældende aftale mellem Dansk Orienterings-Forbund og Naturstyrelsen, på forbundets hjemmeside: Adgangsaftale med Naturstyrelsen - dateret 2014

Læs mere om naturvenlig banelægning på Uddannelsesplatformen: Naturvenlig banelægning